To israelske soldater meldes dræbt af eksplosion i Sydlibanon
For første gang siden juni er israelske soldater dræbt i Sydlibanon. En person meldes dræbt i israelsk angreb.
To israelske soldater er blevet dræbt i det sydlige Libanon.Det melder Israels militær (IDF) torsdag morgen ifølge nyhedsbureauet Reuters.
IDF begyndte onsdag at udføre angreb i det sydlige Libanon. Det skete med beskyldninger om, at den militante libanesiske organisation Hizbollah havde overtrådt en aftale om våbenhvile.
Israelske medier skriver ifølge Reuters, at de to israelske soldater mistede livet, da en sprængladning eksploderede i et område i det sydlige Libanon. Yderligere fire soldater blev ifølge de israelske medier såret.
Libanons sundhedsministerium melder, at et israelsk angreb mod byen Tibnin, der ligger i den sydlige del af landet, har dræbt én person og såret 12 personer.
USA og Iran underskrev i juni en aftale om våbenhvile, der omfattede Libanon.
Ifølge nyhedsbureauet AFP er det første gang, at israelske soldater mister livet under kampe i det sydlige Libanon siden slutningen af juni.
De seneste angreb finder sted i kølvandet på forhandlinger i Italiens hovedstad, Rom, mellem Libanon og Israel i forsøget på at afslutte krigen.
I juni forhandlede begge lande om en aftale, der blandt andet skulle afvæbne Hizbollah og fjerne israelske styrker fra Libanon.
Forhandlingerne blev dog hurtigt afvist af Hizbollah, da militsen ikke ønsker at afvæbne sine styrker.
Libanon og Israel begyndte at forhandle i marts efter årtiers konflikt.
Det skete, efter at Iran-støttede Hizbollah havde skudt raketter mod Israel som reaktion på de israelsk-amerikanske angreb mod Iran, der blev indledt i februar, og som dræbte den daværende iranske leder, ayatollah Ali Khamenei.
Flere end en million mennesker har været fordrevet i Libanon under den igangværende konflikt.
RITZAU
