Statsminister hylder kong Harald i tale: Hans arv lever videre

UDLAND28. AUG 2026 • 13:32

Jonas Gahr Støre fremhæver kong Harald for kongens kærlighed, humor og tro på det norske folk.

Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, har fredag eftermiddag holdt en tv-transmitteret tale til nationen i anledning af kong Haralds død.

- En hel nation er i sorg, og et folk står tilbage med stor taknemmelighed, sagde han blandt andet i talen.

Her fremhævede Støre flere træk af kongens personlighed, som nordmændene vil huske ham for.

- Vi vil huske kong Harald for hans kærlighed til sit folk, for hans humor, hans varme og for hans urokkelige tro på os.

- Med den tro hjalp han det norske folk til at se det bedste i sig selv og i andre, sagde statsministeren.

Jonas Gahr Støre, der holdt talen fra statsministerboligen i Oslo, sendte også en tanke til det øvrige kongehus og i særlig grad den nye konge, kong Haakon, og hans hustru, Mette-Marit.

- Et stort ansvar føres videre. De træder ind i deres nye roller i en tid præget af sorg. De gør det med vores tillid og vores støtte.

- Det er trygt at vide, at kong Haakon viderefører det valgsprog, som hans far og bedstefar også brugte, "Alt for Norge", sagde Støre.

Han afsluttede talen på traditionel vis ved både at se tilbage og fremad på samme tid med et:

- Kongen er død. Kongen længe leve!

Statsministeren holder senere fredag pressemøde om kong Haralds død.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT