Europæiske kongehuse mindes kong Haralds varme og ydmyghed
Fra blandt andet Belgien, Storbritannien, Spanien og Sverige sendes der kondolenceskrivelser til Norge.
En række europæiske kongehuse mindes fredag den afdøde kong Harald.- I 35 år har kong Harald tjent sit folk med urokkelig dedikation og med varme og ydmyghed ført Norge gennem tider med store forandringer, siger den britiske kong Charles i en udtalelse.
Harald var i familie med Charles gennem sin farmor, dronning Maud, som var datter af den britiske kong Edvard VII.
Det norske kongehus oplyste tidligere fredag i en pressemeddelelse, at den norske konge var sovet stille ind på Rikshospitalet i Oslo. Han blev 89 år.
Støtte og kondolencer kommer også fra blandt andet det belgiske kongehus.
- Generationer af nordmænd voksede op med ham. I årtier var han en velkendt og betryggende skikkelse, siger Belgiens kong Philippe og dronning Mathilde.
Det spanske kongehus udtrykker "bedrøvelse" over den norske konges død.
Han bliver hyldet som et "eksempel på ansvarlighed, værdighed og utrættelig dedikation til at tjene sit land".
- Med respekt og beundring for ham - såvel som bedrøvelse - sender vi vores kondolencer, skriver det spanske kongehus på sociale medier.
Den svenske kong Carl Gustaf sørger over tabet af "en god ven".
- Igennem alle årene har kongen været en god ven af mig, min familie og Sverige, skriver han ifølge nyhedsbureauet TT i en udtalelse.
- Jeg ønsker min kære gudsøn Haakon, der nu efterfølger sin far som konge, al lykke og succes i hans kommende gerning for vores broderland, skriver den svenske konge.
Også Danmarks kong Frederik har sendt en kondolenceskrivelse.
I den udtrykker han sin og sin families sorg over nyheden om Haralds død og sender varme tanker til den norske kongefamilie.
- Din far har haft stor betydning for min mor og for os. Onkel Harald kunne med sit lune væsen og sin klippefaste ro få enhver til at slappe af i sit selskab, skriver kong Frederik.
RITZAU/AFP
