SD-leder efter nedgang: Tabet af vælgere er åbenlyst

UDLAND14. SEP 2026 • 01:17

Sverigedemokraterna ser ud til at miste flere procentpoint ved det svenske valg, som er yderst tæt.

Sverigedemokraterna (SD) går for første gang tilbage ved et valg i Sverige.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT, mens stemmerne fortsat tælles op.

- Det her er endnu mere spændende end for fire år siden. Mange fejrer, at det er gået rigtig godt for mange partier, siger SD's leder, Jimmie Åkesson, ifølge TT.

- Det er åbenlyst, at vi har mistet nogle procentpoint i forhold til valgresultatet for fire år siden. Alligevel føler jeg, at vi har været vindere i denne valgkamp, fordi der er så mange flere mennesker i vores land, som ikke længere synes, at det er ubehageligt at sige, at man er sverigedemokrat.

Sverigedemokraterna står til en tilbagegang på knap tre procentpoint sammenlignet med valget i 2022. Dengang blev partiet det næststørste i Riksdagen.

Sverigedemokraterna ser ud til at få opbakning fra 17,6 procent af vælgerne. Omkring 90 procent af de svenske valgkredse er talt op.

Valget i Sverige har udviklet sig til en gyser. En prognose fra tv-stationen SVT viser dødt løb mellem de to fløje.

Sveriges rød-grønne opposition forventes ifølge prognosen at få 175 mandater i Riksdagen mod 174 mandater til højrefløjen. Der er 349 pladser i Riksdagen.

Også den svenske valgmyndighed giver i en prognose over mandatfordelingen den rød-grønne blok det tættest mulige flertal – nemlig 175 mandater. Imens står de borgerlige partier til 174 mandater.

Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, mener, at det fortsat ligger åbent, hvem der skal danne regering i Sverige i de kommende år.

- Det her valgresultat kan føre til en kompliceret regeringsdannelse. Hvor det ender, må tiden vise. Det kan tage tid, men vi har ikke travlt. Det er vigtigere, at det går rigtigt for sig, end at det går hurtigt, siger han ifølge SVT.

I Sverige har blå blok, der ledes af Ulf Kristersson, forsøgt at lokke Centerpartiet over på sin side. Men hidtil har partiet helt afvist ethvert samarbejde med Sverigedemokraterna.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT