Reddere leder efter 140 personer fra sunket skib i Indonesien

UDLAND13. SEP 2026 • 15:12

Et passagerskib med 243 personer om bord er sunket i Javahavet. Myndighederne har evakueret 103 personer.

Redningshold leder søndag efter 140 savnede personer, efter at et passagerskib er sunket i Javahavet i Indonesien.

Det fortæller en embedsmand fra en eftersøgnings- og redningsmyndighed.

Det indonesiske passagerskib havde 243 personer om bord, da det blev meldt savnet under dårlige vejrforhold tidligt søndag lokal tid.

Skibet stævnede lørdag ud fra byen Surabaya, som ligger på den østlige del af øen Java i Indonesien.

Men på vej mod byen Banjarmasin, som ligger på øen Kalimantan, mistede man kontakt til det.

Søndag oplyser eftersøgnings- og redningsmyndigheden, at skibet er sunket. Myndigheden giver ikke flere oplysninger.

Putu Sudayana, som er leder af myndighedens kontor i Banjarmasin, siger i en videoudtalelse, at 103 personer er blevet evakueret med hjælp fra flere skibe.

Nogle af dem vil blive bragt til en havn på det østlige Java.

Ifølge eftersøgnings- og redningsmyndigheden er en af de evakuerede omkommet.

I eftersøgningsaktionen bruges både skibe og en helikopter. De leder i området for skibets senest kendte lokation.

Indonesien består af omkring 17.000 forskellige øer og er stærkt afhængig af færger som transportmiddel. Det er ofte også billigere at tage et passagerskib end et fly.

Men sikkerhedsstandarderne bliver ikke altid håndhævet, hvilket ifølge Reuters betyder, at der er en relativt høj ulykkesrate.

RITZAU/Reuters

FÅ ABONNEMENT