Nato-chef før topmøde: Europa og Canada bruger fire procent på forsvar

UDLAND6. JUL 2026 • 16:21

De europæiske Nato-lande og Canada er ved at indhente USA, når det gælder investeringer i forsvar.

Europa og Canada investerer nu omkring fire procent af bruttonationalproduktet (bnp) i forsvar.

Det siger Natos generalsekretær, Mark Rutte, på et pressemøde forud for Nato-topmødet i Ankara.

- Efter års underinvestering er Europa og Canada på vej til at ligestille investeringerne i forsvar med USA, siger Mark Rutte.

Dermed sender Rutte forud for topmødet et signal til USA's præsident, Donald Trump, om, at hans kritik er blevet hørt.

Udmeldingen kommer, efter at Nato-landene på sidste års topmøde i Haag blev enige om at investere i alt fem procent af bnp i forsvar i 2035.

Heraf skal 3,5 procent gå til direkte investeringer i forsvar, mens 1,5 procent skal gå til investeringer i eksempelvis cybersikkerhed.

Danmark er blandt de Nato-lande, der hurtigst ventes at indfri målet. Allerede i år venter regeringen, at Danmark når målet om at investere 3,5 procent direkte i forsvar.

På topmødet ventes Donald Trump dog at kritisere de Nato-lande, som fortsat holder igen. Det er blandt andet lande som Spanien og Albanien.

Rutte lader på pressemødet forstå, at han også ønsker at få Nato-landene til at leve op til målsætningen.

- Hvis en eller to skal overtales, har vi måder at gøre det på (ways to do that, red.), siger Mark Rutte.

Forud for topmødet har Rutte dog samtidig forsøgt at formilde Trump under et besøg i Det Hvide Hus.

Her forsøgte Rutte at overbevise Trump om, at der allerede er sket et markant skifte, så der nu kommer et stærkere Europa i et stærkere Nato.

- Jeg har haft et godt møde med USA's præsident, Donald Trump, hvor vi diskuterede de enorme investeringer i forsvar, som Europa og Canada foretager, siger Mark Rutte.

Han brugte samtidig lejligheden til at rose Trump, der ellers har skabt utryghed blandt europæiske Nato-lande med blandt andet kravet om ejerskab over Grønland og krigen i Irak.

- Trump er den første præsident, siden Eisenhower, som har fået Europa til at investere på linje med USA, siger Mark Rutte.

Helt tilbage i 1951 advarede Natos daværende Supreme Allied Commander Europe, den senere amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower om, at Nato-projektet ville slå fejl, hvis USA skulle fastholde sine styrker i mere end ti år i Europa.

Med Trump har USA fået en præsident, som ikke lægger skjul på, at tålmodigheden med Europa mere end 80 år efter afslutningen på Anden Verdenskrig er løbet ud.

Det har skabt frustration i Europa, men Trumps kritik er ifølge Mark Rutte fair.

- Det er ikke rimeligt, at vi beder et land med 350 millioner indbyggere, der ligger otte timers flyvning herfra (USA, red.) om at betale hovedparten af forsvaret for 600 millioner mennesker i Europa, der er blandt verdens rigeste regioner, siger Rutte.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT