Moderna begynder første forsøg med ebolavaccine

UDLAND4. AUG 2026 • 23:47

Amerikansk firma forsøger at udvikle middel mod ebola, der bygger på samme teknologi som coronavaccine.

Canada har givet det amerikanske medicinalfirma Moderna tilladelse til at indlede kliniske forsøg med en vaccine mod den sjældne variant af ebola, som i øjeblikket spreder sig i DR Congo.

Det oplyser Canadas sundhedsministerium.

Fase 1-forsøget skal blandt andet vurdere den potentielle vaccines sikkerhed.

Der findes ingen godkendt vaccine eller behandling for Bundibugyo-varianten af ebola, som foreløbig har kostet over 1700 mennesker livet i DR Congo.

Udbruddet af ebola er det største nogensinde i det centralafrikanske land. Det blev erklæret for mindre end tre måneder siden. Det er det 17. ebolaudbrud, der er blevet registreret i DR Congo.

Modernas vaccine bygger på samme mRNA-teknologi, som selskabet anvendte i sin vaccine mod covid-19 under den verdensomspændende pandemi.

Canada har indgået en aftale med selskabet om at fremstille vaccinen på canadisk jord.

Der er også andre vaccinekandidater under udvikling.

I slutningen af juli blev den første person vaccineret med en dosis af en anden ebolavaccine, som er udviklet af University of Oxford i Storbritannien.

Denne vaccine bygger på samme teknologi som AstraZenecas coronavaccine.

Ebola forårsager typisk alvorlig feber og kan i værste fald føre til blødninger, der ikke kan stoppes, hvilket ofte har dødelig udgang.

Virusset smitter ved tæt kontakt med smittede personers kropsvæsker. I mange tilfælde er mennesker blevet smittet ved begravelser af ofre for ebola.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) opfordrede tirsdag til mere støtte på alle fronter for at bekæmpe ebolaudbruddet i DR Congo. Udbruddet spreder sig hurtigere, end indsatsen kan følge med, siger WHO.

Der er registreret over 3800 tilfælde af ebola i landet. Omkring 17.000 personer, der har været i kontakt med smittede, overvåges. Størstedelen får et dagligt sundhedstjek.

Ebola har ramt fem provinser i landet, men næsten 90 procent af de smittede er bekræftet i den nordøstlige Ituri-provins.

RITZAU/AFP

FÅ ABONNEMENT