Mindst fem personer har mistet livet i oversvømmelser i USA
Lørdag er 95 personer og 45 kæledyr blevet reddet fra både i oversvømmelser omkring storbyen Indianapolis.
Mindst fem personer har siden tirsdag mistet livet i voldsomme storme og oversvømmelser i den amerikanske delstat Indiana.Det oplyser myndigheder i Indiana ifølge nyhedsbureauet AP.
En fireårig dreng er død, efter at et træ faldt ned på familiens hjem, mens en kvindelig bilist er omkommet, efter hun blev revet med af vandmasserne, da hun kørte ind i et oversvømmet område.
Indianas republikanske guvernør, Mike Braun, udtrykker sorg over de omkomne og beder delstatens indbyggere, der kaldes hoosiers, om at tage situationen alvorligt.
- Mine tanker går til familierne og de pårørende til de fem hoosiers, vi har mistet, samt til alle de familier, hvis liv er blevet forandret af disse storme, siger Mike Braun ifølge AP i en udtalelse.
- Tag fortsat oversvømmelserne alvorligt, og hold jer væk fra oversvømmede områder, siger han.
Guvernøren har anmodet USA's præsident, Donald Trump, om at stille føderale ressourcer til rådighed for at håndtere oversvømmelserne.
Store regnmængder har den seneste uge fået vandstanden i flere floder i Indiana til at stige til rekordniveauer.
En stor del af de seneste skader er sket langs floderne i amtet Hamilton County og ind mod de nordlige forstæder til storbyen Indianapolis.
Lørdag blev indbyggere evakueret fra boligområder, der ligger mellem en flod og en række kanaler, på grund af den stigende vandstand.
Redningsfolk tog lørdag både i brug for at redde lokale indbyggere og kæledyr, der var blevet fanget i vandmasserne.
Ifølge Rita Reith, der er talsperson for brandvæsnet i Indianapolis, er det lykkedes at redde 95 personer og 45 kæledyr.
Borgmesteren i Indianapolis, demokraten Joe Hogsett, advarer lørdag ifølge AP om, at forholdene kan ændre sig hurtigt. Han betegner oversvømmelserne som de værste i mere end 30 år.
RITZAU
