Burnham ønsker refleksion over tidligere Cambridge-professors død

UDLAND15. AUG 2026 • 23:30

Efter plagiatbeskyldt akademikers død siger premierminister, at det ikke er tid til "forhastede konklusioner".

Den britiske premierminister, Andy Burnham, maner lørdag til eftertanke, efter at en tidligere professor på universitetet Cambridge i Storbritannien blev fundet død.

Nu afdøde Jason Arday trak sig i sidste uge fra sin stilling som sociologiprofessor efter flere anklager om plagiat. Fredag blev han fundet død.

Politiet kalder den 41-årige tidligere professors død uventet, men behandler ikke dødsfaldet som mistænkeligt.

- Det er en tragedie på så mange niveauer, men især for alle, der kendte Jason. Hans familie selvfølgelig, hans venner, siger Burnham til britiske medier.

- Det her er ikke et øjeblik til forhastede konklusioner. Det er et øjeblik til eftertanke og til at reflektere over, hvordan tingene endte her, siger premierministeren.

Jason Arday blev ansat på Cambridge i 2023 som den yngste sorte professor i universitetets historie. Han optrådte hyppigt i britiske medier.

Den seneste tid er han blevet beskyldt af både professorer og medier for at have plagieret andres arbejde.

Han trak sig 5. august, efter at en tidligere Cambridge-forsker beskyldte ham for plagiat i hans ph.d.-afhandling.

Arday har indrømmet fejl i sit arbejde, men har benægtet anklager om plagiat.

- Siden jeg kom til Cambridge, har der været en meget velorkestreret og koordineret kampagne for at fjerne mig fra min stilling, har han tidligere sagt til The Times.

Jason Arday mente selv, at behandlingen af ham var motiveret af racisme.

Det prestigefyldte universitet meldte denne uge før Ardays død ud, at det ville undersøge omstændighederne ved hans ansættelse og omkring hans akademiske arbejde.

Nogle kritikere har i sagen beskyldt universitetet for at være så opsat på at ansætte en sort professor, at det ikke undersøgte hans værk ordentligt og ikke reagerede i tilstrækkelig grad på anklagerne om plagiat.

- De tankeløse kulturkrigere, der har støttet Arday betingelsesløst, deler sammen med hans racistiske kritikere ansvaret for at gøre livet sværere for sorte akademikere, sagde Paul Gilroy, sociologiprofessor på University of London, 8. august ifølge The Guardian.

Simon Baron-Cohen, som er professor på Cambridge og en Arday-støtte, sagde, at de to blot timer inden hans død havde talt om, hvor bekymret Arday var over mediedækningen og kritikken.

- Han blev udsat for nådesløs granskning samt hån og mistænkeliggørelse af hver eneste detalje i sit liv, sagde Baron-Cohen til BBC lørdag.

Der er undervejs blevet sat spørgsmålstegn ved en række forhold omkring Arday. Det gælder blandt andet hans beskrivelser af udfordringer med autisme i barndommen og en påstand om, at han har løbet 30 maratoner på 35 dage.

RITZAU/Reuters

FÅ ABONNEMENT