Medie: USA venter stort angreb mod Israel fra Iran eller allierede

10. APR 2024 • 22:09UDLAND

Kilder peger ifølge mediet Bloomberg på, at det ikke handler om, hvorvidt der kommer angreb, men hvornår.

USA og allierede venter snart et større missil- eller droneangreb mod Israel fra Iran eller Iran-allierede grupper som eksempelvis Hizbollah eller houthierne.

Det skriver mediet Bloomberg onsdag med henvisning til personer, der har kendskab til efterretningerne.

Angrebet kan ske i de kommende dage, siger personerne. De kræver at være anonyme for at kunne tale om emnet.

Det mulige angreb beskrives som et, der vil udgøre "en markant udvidelse af den seks måneder gamle konflikt".

Vurderingen fra amerikanske og israelske efterretningstjenester er, at det ikke handler om, hvorvidt et angreb vil finde sted. Det handler om hvornår.

I begyndelsen af april blev to generaler fra Irans Revolutionsgarde og en række andre personer dræbt i Syriens hovedstad, Damaskus, da diplomatiske bygninger tilhørende Iran blev bombet.

Iran har sagt, at det vil hævne angrebet, som det giver Israel skylden for. Israel har ikke sagt, at det står bag angrebet.

Nu oplyser vestlige allierede til den israelske regering, at regeringsbygninger og militære bygninger måske vil blive mål for det ventede angreb, men ikke civile anlæg. Det skriver Bloomberg.

Angrebet vil ikke nødvendigvis komme nordfra, lyder det videre. Her holder Hizbollah-bevægelsen til i Libanon. Der er jævnligt raketangreb over grænsen mellem Israel og Libanon.

Ayatollah Ali Khamenei, Irans øverste leder, sagde tidligere onsdag, at Israel "skal straffes og vil blive det" for angrebet i Syrien.

Bloomberg-artiklen beskriver, at udenlandske diplomatiske missioner i Israel forbereder sig på mulige angreb og har lavet beredskabsplaner for evakueringer. Der skulle dog ikke være umiddelbare planer om evakuering af vestlige diplomatiske missioner.

Israels udenrigsminister, Israel Katz, sagde onsdag på det sociale medie X, at Israel vil angribe og ramme Iran på dets eget territorium, hvis iranerne angriber Israel fra deres eget territorium.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU