Irans øverste leder er ikke med til begravelsesbønner i Teheran

UDLAND5. JUL 2026 • 07:54

Ifølge amerikansk nyhedsbureau opfordrede en iransk digter til USA's præsidents død ved begravelse i Teheran.

Tre af den afdøde øverste leder i Irans sønner var tidligt søndag morgen mødt op til en ceremoni i Irans hovedstad, Teheran, hvor der blev bedt for den afdøde ayatollah Ali Khamenei.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Khameneis afløser på posten som øverste leder, hans søn Mojtaba Khamenei, var dog ikke til stede.

Søndag er udråbt som en offentlig helligdag i Iran. Lørdag blev der taget hul på en ugelang begravelsesceremoni for Ali Khamenei.

Khamenei, der ledede Iran i 37 år, blev dræbt 28. februar i de første af mange luftangreb, som Israel og USA rettede mod Iran.

Inden bønnerne søndag morgen var digteren Mohammad Rasouli ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP på scenen, hvor han opfordrede til "død over USA" og "død over Israel".

Ifølge AP jublede de fremmødte sørgende også, da Rasouli sagde, at "verden er ikke længere et godt sted" for USA's præsident, Donald Trump. Digteren skal også have spurgt, hvorfor Trump stadig var i live.

De sørgende, der er mødt op til begravelsen, bliver ifølge nyhedsbureauet AFP jævnligt sprayet med vand, da en hedebølge står til at ramme Teheran i de kommende dage.

Temperaturerne står til at kunne nå op over 40 grader.

Ali Khameneis lig ligger lit de parade i det vidtstrakte kompleks Grand Mosalla i den iranske hovedstad.

Her er hans kiste ifølge AFP placeret sammen med kisterne af fire familiemedlemmer, som døde i angrebene i februar.

Senere på dagen søndag vil Khameneis kiste blive flyttet for at være klar til et begravelsesoptog igennem Teheran mandag.

Tirsdag bringes liget til den hellige by Qom, hvor der også vil være ceremonier.

Onsdag er det planen, at den afdøde øverste leders lig skal bringes til de to hellige byer Najaf og Kerbala i nabolandet Irak.

Torsdag afsluttes ceremonierne med en begravelse i Ali Khameneis hjemby.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT