Albanien demonstrerer mod Trump-families hotelplan for naturreservat
35 dage i træk har der været demonstrationer i Tirana mod plan om luksushotel. Lørdag var den hidtil største.
Titusindvis har lørdag demonstreret i Albaniens hovedstad, Tirana, for at udtrykke deres modstand mod byggeplaner, som flere af USA's præsident Donald Trumps familiemedlemmer sættes i forbindelse med.Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Lørdag var den 35. dag i træk med demonstrationer mod projektet. Det var samtidig den hidtil største af demonstrationerne, der begyndte i slutningen af maj.
Der er tale om byggeplaner, hvor et luksushotel skal opføres i et naturreservat ved den albanske kyst. Både Trumps datter Ivanka Trump og svigersønnen Jared Kushner er involveret i projektet.
Demonstrationerne mod projektet er blevet et samlingspunkt for frustrerede indbyggere, der mener, at Albanien er præget af korruption.
Demonstranterne kræver premierminister Edi Ramas afgang og kritiserer det, de beskriver som manglende gennemsigtighed.
Deres bevægelse har fået navnet "Flamingorevolutionen", fordi de lyserøde fugle hvert år migrerer til det naturreservat, hvor projektet efter planen skal opføres.
- Det, der begyndte som "Flamingorevolutionen", har udløst bred offentlig utilfredshed, siger den 40-årige demonstrant Alketa Ademi til AFP.
- Mangel på gennemsigtighed, arrogance. Nok er nok, premierministeren skal gå af.
Det planlagte luksushotelprojekt har en anslået værdi af 4,6 milliarder dollar - 30 milliarder kroner - og ventes opført i Zvernec, der ligger ved kysten i det sydlige Albanien.
Ifølge demonstranterne udgør projektet risiko for miljøet og for en nærliggende lagune, som er afgørende for trækfugle.
Ud for Zvernec ligger den ubeboede ø Sazan, som bygherrerne bag projektet desuden gerne vil omdanne til en eksklusiv turistdestination.
Sazan har tidligere været en hemmelig militærbase under det kommunistiske styre.
Planerne om et luksushotel blev offentliggjort i 2024. Den seneste bølge af demonstrationer mod projektet blev skudt i gang, da der i slutningen af maj pludseligt kunne ses pigtrådshegn og bulldozere på stranden i området.
RITZAU
