ICE-betjent skyder og dræber mexicansk statsborger i Houston
Det er første gang, at ICE er involveret i et dødeligt skyderi siden drab på Alex Pretti i januar, melder AFP.
En betjent fra immigrationsmyndigheden ICE har tirsdag skudt og dræbt en mexicansk statsborger i den amerikanske storby Houston.Det skriver USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed, DHS, som ICE hører under, natten til onsdag i et opslag på det sociale medie X.
Ifølge ministeriet forsøgte ICE-betjente tidligt tirsdag morgen lokal tid at anholde manden, der befandt sig i et køretøj.
- Føreren af køretøjet, Lorenzo Salgado Araujo, en mexicansk statsborger uden lovligt ophold i USA, forsøgte at undslippe anholdelsen, skriver DHS.
Det gjorde han ifølge myndigheden ved at ignorere ordrer fra ICE-betjente, påkøre et køretøj fra ICE og ved at forsøge at påkøre en af immigrationsmyndighedens betjente.
- Det fik betjenten til at affyre sit tjenestevåben i selvforsvar, skriver DHS.
Araujo blev ramt af skud og blev kørt til hospitalet, hvor han senere døde af sine kvæstelser.
Ministeriet for indenlandsk sikkerhed oplyser, at USA's forbundspoliti, FBI, vil efterforske det, som DHS omtaler som et formodet angreb på en føderal betjent.
Ifølge nyhedsbureauet AFP er det første gang, at ICE-betjente er involveret i et dødeligt skyderi, siden de to amerikanske statsborgere Renee Good og Alex Pretti i januar blev skudt og dræbt under to forskellige episoder i Minneapolis.
RITZAU
