Iran melder om angreb mod amerikanske mål i Bahrain og Kuwait

UDLAND8. JUL 2026 • 06:00

Iran har angrebet 85 mål i Bahrain og Kuwait. Det sker som svar på det, Iran kalder USA's brud på våbenhvile.

Irans Revolutionsgarde siger, at den har angrebet 85 mål med forbindelse til det amerikanske militær i Bahrain og Kuwait.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters tidligt onsdag morgen.

Ifølge Revolutionsgarden sker angrebene "som svar på USA's brud på våbenhvilen".

Også nyhedsbureauet AFP beskriver onsdag morgen meldingen om angreb fra Revolutionsgarden.

Her lyder det, at der er tale om angreb mod USA's militærbaser i de to golflande.

Meldingen fra Iran kommer, efter at luftforsvaret i Kuwait tidligere onsdag morgen meddelte, at det var i gang med at afværge fjendtlige missil- og droneangreb.

I Bahrain oplyste indenrigsministeriet samtidig, at luftalarmer var blevet aktiveret.

Tirsdag aften og natten til onsdag udførte det amerikanske militær en række angreb mod mål i Iran.

Det iranske militærs operative hovedkvarter, Khatam al-Anbiy, meddelte sidenhen, at Irans militær ville komme med et "knusende modsvar".

Iran har de seneste måneder flere gange besvaret amerikanske angreb mod landet ved at rette angreb mod amerikanske militærbaser i Mellemøsten.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT