Fire meldes dræbt i natlige angreb omkring Kyiv

UDLAND1. SEP 2026 • 04:42

Embedsmand kalder angreb mod Kyiv for massivt. Tre meldes dræbt i Kyiv, mens en er død i byen Boryspil.

Et russisk missil- og droneangreb mod den ukrainske hovedstad, Kyiv, og omkringliggende områder har kostet mindst fire personer livet.

En række personer er samtidig blevet såret, siger ukrainske embedsmænd tidligt tirsdag.

Angrebene kommer, samtidig med at børn i Ukraine skal vende tilbage til skolerne efter sommerferien, og mens myndigheder har skærpet sikkerhedsforanstaltningerne på grund af frygt for yderligere russiske angreb.

- Kyiv-regionen kom under et massivt angreb fra russiske missiler og angrebsdroner i nat, udtaler lederen af Kyivs militæradministration, Tymur Tkatjenko, på den krypterede beskedtjeneste Telegram.

Journalister fra nyhedsbureauet AFP i Kyiv siger, at der tidligt tirsdag kunne høres omkring 12 højlydte eksplosioner i hovedstaden, og at der kunne ses lysglimt på himlen.

Det skete ifølge journalisterne, kort tid efter at luftvåbnet havde advaret om ballistiske missiler med kurs mod byen.

- Desværre blev tre mennesker dræbt i fjendens angreb på hovedstaden, lyder det fra militæradministrationen.

Der er fra Kyiv desuden meldinger om fem sårede, lyder det videre.

I byen Boryspil, som ligger øst for Kyiv, er en butik også blevet ramt, hvilket har kostet en person livet og såret en anden, siger Tymur Tkatjenko.

Yderligere otte i byen blev såret, da en beboelsesejendom også blev ramt.

Det ukrainske luftvåben havde tidligere advaret om, at truslen fra "ballistiske våben og andre angrebsmidler mod Kyiv og regionen fortsat er til stede", og opfordret indbyggerne til at blive i beskyttelsesrum.

Ukrainske børn vender tirsdag tilbage til skolerne, og Kyivs regionale militæradministration har advaret om, at der ikke må afholdes større arrangementer i områder med et højt risikoniveau.

Angrebene tidligt tirsdag markerer den sjette dag i træk med angreb på Kyiv og den omkringliggende region, skriver Reuters.

Også fra Rusland har der været meldinger om angreb. På Telegram skriver hovedstaden Moskvas borgmester, Sergej Sobjanin, ifølge Reuters, at der her er blevet skudt flere end 12 droner ned, som var på vej mod byen.

Det sker, mens Ukraine fortsætter sine gengældelsesangreb mod både Moskva og regioner længere inde i landet i et forsøg på at få Rusland til at afslutte den fire et halvt år lange invasion.

I Ruslands Samara-region, der huser en række større olieraffinaderier omkring 800 kilometer sydøst for Moskva, har et luftangreb desuden beskadiget det, der omtales som civile faciliteter, har den lokale guvernør oplyst på Telegram.

RITZAU/AFP

FÅ ABONNEMENT