Trump presser Apple til at ændre navn på sø midt i handelsstrid

UDLAND31. AUG 2026 • 23:38

Google Maps har allerede ændret navn på Lake Ontario, der er endt midt i en handelstrid mellem USA og Canada.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har bedt techgiganten Apple om at omdøbe Lake Ontario til Lake America på selskabets platforme.

Det siger den amerikanske indenrigsminister, Doug Burgum, ifølge det britiske medie BBC.

I et interview med Fox Business-programmet Mornings with Maria siger Burgum, at "præsidenten har henvendt sig direkte til Apple".

- Jeg er sikker på, at vi snart vil kunne se ændringen, siger indenrigsministeren ifølge BBC.

Lake Ontario - eller på dansk Ontariosøen - er den mindste af De Store Søer på grænsen mellem USA og Canada, og den er endt midt i en navne- og handelsstrid mellem de to lande.

Trump udsendte for nylig et dekret om en navneændring i USA, efter at handelsforhandlinger mellem Canada og USA brød sammen.

Canada og USA havde i flere uger forhandlet om en toldaftale uden at nå til enighed, da USA indførte toldsatser på 50 procent på udvalgte canadiske varer.

Efterfølgende indførte Canada ligeledes en gengældelsestold på en række amerikanske produkter fra 8. september.

Google Maps har allerede omdøbt søen til Lake America for amerikanske brugere.

Det præsidentielle dekret påvirker GNIS - Geographic Names Information System - som er en offentlig amerikansk database over geografiske navne.

Det er grunden til, at Google har ændret navnet på søen i USA. Brugere i Canada ser stadig søen som Lake Ontario.

Trump har i sin præsidentperiode udvist stor interesse for en række ikke-amerikanske lande og områder, herunder Grønland.

Lake Ontario er ikke det første navneskifte, han har gennemført i USA. Således har han også omdøbt Den Mexicanske Golf til Den Amerikanske Golf i GNIS.

Den amerikanske præsident har flere gange sagt, at Canada bør blive den 51. amerikanske delstat.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT