EU sanktionerer personer for udvikling af gift fundet i Navalnyjs krop
Seks russiske videnskabsfolk sanktioneres, da de har været involveret i udvikling af giftstoffet epibatidin.
Rådet for Den Europæiske Union sanktionerer seks russere, fordi de har været involveret i udvikling af kemiske våben - herunder især giftstoffet epibatidin.Det skriver rådet i en pressemeddelelse.
Giftstoffet epibatidin er blevet fundet i prøver fra den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyjs krop efter hans død.
Fundet af giftstoffet har ledt til den konklusion, at forgiftning med epibatidin med "stor sandsynlighed" var skyld i Navalnyjs død. Det skriver Rådet for Den Europæiske Union.
De seks russiske personer er ifølge rådet videnskabsfolk og forskere fra det militære område.
Nogle af forskerne har arbejdet for det russiske forskningscenter Signal Scientific Centre, lyder det.
Her har de forsket og publiceret artikler om fremstilling af epibatidin og har på den måde ifølge EU været involveret i udviklingen af et kemisk våben.
Giftstoffet epibatidin findes naturligt i skindet på frøer, som normalt lever i Sydamerika.
EU har nu indført begrænsende foranstaltninger mod i alt 31 personer og 6 selskaber for brug og spredning af kemiske våben.
Sanktionerne inkluderer indefrysning af aktiver og indrejseforbud i EU.
Aleksej Navalnyj døde 16. februar 2024, mens han sad fængslet i Rusland. Han blev 47 år.
De russiske myndigheder meddelte dengang, at dødsårsagen var højt blodtryk på grund af kroniske hjerterytmeforstyrrelser.
Gennem længere tid er den russiske regering blevet beskyldt for at bruge gift mod politiske modstandere.
I 2018 blev den tidligere russiske spion Sergej Skripal udsat for nervegiften novitjok i den britiske by Salisbury, men overlevede.
Aleksej Navalnyj blev forgiftet første gang i 2020, hvor der også blev brugt novitjok. Han overlevede dog angrebet og blev efterfølgende behandlet i Tyskland.
Navalnyj rejste tilbage til Rusland i januar 2021, hvor han blev anholdt og senere fik sin fængselsdom. Han sad fængslet frem til sin død.
Den britiske regering har tidligere meddelt, at laboratorietests fandt epibatidin i Navalnyjs krop efter hans død. Det bakkede den svenske, franske, hollandske og tyske regering også op om.
USA's udenrigsminister Marco Rubio sagde i februar, at den amerikanske regering ikke så nogen årsag til at så tvivl om den anklage.
RITZAU
