102 radiosignaler om Trump-skytte nåede aldrig Secret Service

UDLAND3. JUL 2026 • 01:08

Secret Service kritiseres igen for svigt ved Trumps vælgermøde i Butler i 2024, hvor han blev skudt i øret.

102 lokale radiosignaler om en gerningsmand bag et attentatforsøg på USA's præsident, Donald Trump, under et vælgermøde i 2024, nåede ikke frem til sikkerhedstjenesten Secret Service.

Det viser en rapport fra ministeriet for indenlandsk sikkerheds "inspector general", der er en vagthund for ministeriet.

Secret Service modtog ikke signalerne om gerningsmanden, fordi agenturet ikke havde oprettet et fælles kommunikationsrum - eller en såkaldt kommandopost - i fællesskab med det lokale politi i byen, hvor vælgermødet fandt sted, lyder det.

Det lokale politi modtog løbende meldinger om en mistænkelig person, som senere blev identificeret som 20-årige Thomas Crooks, skriver vagthunden i rapporten.

- I stedet konstaterede vi, at Secret Service kun modtog fem telefonopkald og tre sms'er om Crooks.

- Som følge heraf advarede Secret Service-agenter ikke præsident Trumps personlige beskyttelseshold om bekymringerne vedrørende en mistænkelig person, lyder det i rapporten.

Crooks blev skudt og dræbt af politiet ved vælgermødet, der fandt sted i Butler i den amerikanske delstat Pennsylvania den 13. juli 2024.

Han begyndte at skyde, mens Trump, der dengang var præsidentkandidat, holdt tale på scenen. En tilskuer blev dræbt, og andre blev såret, heriblandt Trump, da en kugle strejfede hans øre.

Trump blev hurtigt eskorteret væk. Secret Service fik efterfølgende hård kritik for ikke at have sikret bygningen, hvorfra skuddene blev affyret.

Crooks havde skaffet sig adgang til et nærliggende tag med direkte udsyn til Trump.

Det endte med, at den daværende chef for Secret Service, Kimberly Cheatle, gik af.

Ifølge rapporten fra vagthunden fløj Crooks desuden med en drone over området, få timer før han begyndte at skyde. Dronen blev ikke opdaget, fordi Secret Services antidronesystem ikke var aktivt.

Det lyder, at antidronesystemet blev betjent af det, som betegnes som en underuddannet operatør, som ikke testede systemet før vælgermødet.

Medarbejderen brugte flere timer på at forsøge at løse problemet. I det tidsrum gennemførte gerningsmanden ubemærket droneflyvningen, der varede knap ni minutter, lyder det i rapporten.

RITZAU/Reuters

FÅ ABONNEMENT