Amerikansk militær varsler flådeblokade mod Iran fra tirsdag
Tidligere mandag skrev præsident Donald Trump, at USA vil genindføre en flådeblokade mod Iran.
En amerikansk flådeblokade mod Iran vil begynde tirsdag aften klokken 22.00 dansk tid.Det meddeler den amerikanske flådes informationscenter mandag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Meldingen kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, tidligere på dagen meddelte, at USA vil genindføre en flådeblokade mod Iran. Det skete i et opslag på hans eget sociale medie, Truth Social.
USA's blokade mod iranske havne trådte i kraft 13. april.
Men som del af en rammeaftale, som Iran og USA blev enige om i midten af juni, skulle blokaden ophæves. Men nu lyder der altså anderledes toner.
Blokaden, der træder i kraft tirsdag, dækker over alle Irans havne, olieterminaler og kystområder. Den vil gælde for al skibstrafik - uanset hvilket flag de enkelte fartøjer sejler under, lyder det i en erklæring.
Centret meddeler også, at blokaden ikke hindrer neutral transit gennem Hormuzstrædet, hvor fartøjer sejler mellem ikke-iranske destinationer.
Iran har mandag aften ikke kommenteret meldingen.
USA og Israel angreb Iran 28. februar i år.
Efterfølgende blev Hormuzstrædet i praksis lukket for civil skibstrafik på grund af risikoen for angreb, og fordi Revolutionsgarden i Iran ad flere omgange hævdede at have fuld kontrol over strædet.
I øjeblikket er Iran og USA midt i en forhandlingsperiode på 60 dage. Den begyndte, efter at Donald Trump i midten af juni havde underskrevet rammeaftalen med Iran.
Aftalen fastslog blandt andet, at der skal være fri sejlads igennem Hormuzstrædet.
Tidligere mandag udtalte Iran sig ligeledes om strædet. Fra det iranske militærs operative hovedkvarter, Khatam al-Anbiya, lød det, at Iran ikke vil give tilladelse til, at USA blander sig i styringen af strædet.
Det fremgik af en erklæring fra Khatam al-Anbiya, som iranske medier havde offentliggjort, skrev Reuters.
Hormuzstrædet ligger mellem Iran og Oman og forbinder Den Persiske Golf med resten af verdenshavene.
Omkring en femtedel af verdens eksport af olie og gas passerer normalt i fredstid gennem strædet.
RITZAU
