23 mennesker savnes under dødelig naturbrand i Sydspanien
Hundredvis af brandfolk er sat ind i kampen mod flammerne i Sydspanien. Mindst 12 er døde, og 23 savnes.
Der er fredag 23 mennesker, som der ikke er gjort rede for, under en dødelig naturbrand i Sydspanien. Branden har kostet mindst 12 mennesker livet.Det oplyser spanske myndigheder fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Hundredvis af brandfolk er blevet sat ind i kampen mod flammerne nordøst for Almeria.
Antonio Sanz, som er beredskabsminister i regionen Andalusien, siger, at der er én spanier blandt ofrene, og resten lader til at være udlændinge.
Ifølge ham har flere ignoreret myndigheders udmelding om at søge ly der, hvor de var. I stedet forsøgte de at flygte i bil, mens flammerne spredte sig hurtigt omkring byen Los Gallardos i provinsen Almeria, forklarer han.
Vidner siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at branden kan være begyndt ved, at en elledning faldt ned og satte ild til buskads.
- Der er ikke ord for vores sorg, siger Antonio Sanz i en video på X.
Området nordøst for Almeria er blandt andet præget af en hel del lav buskvegetation.
Der er også kløfter og boliger tæt på naturen, hvilket besværliggør slukningsarbejdet ifølge Sanz. Han kalder branden "meget kompleks" og forklarer, at den spreder sig hurtigt.
Han siger, at fire af de døde befandt sig i en bil med førersædet på højre side, hvilket kan indikere, at der kan være tale om briter.
Mange udlændinge, især franskmænd, briter og belgiere, har ifølge Reuters bolig i området, som er en populær feriedestination.
Tidlige hedebølger i Europa har gjort store dele af Spanien meget sårbare over for skovbrande.
- Vi ser normalt ikke de her brande før august. De starter tidligere nu, fordi bevoksningen er tørret ud tidligere, siger brandmanden Roman Garcia til det statslige TVE ifølge Reuters.
Flere steder i Spanien og Frankrig ventes der fredag temperaturer på op mod 40 grader.
RITZAU
