19 mennesker er dræbt i blodigt døgn i Rusland og Ukraine

UDLAND16. AUG 2026 • 22:22

En fastlåst situation ved frontlinjen har ført til flere langtrækkende angreb i Ukraine-krigen.

19 mennesker er blevet dræbt i angreb i Rusland og Ukraine søndag.

Det oplyser myndigheder i de to lande ifølge nyhedsbureauet AFP hen mod slutningen af et døgn, hvor bølger af droner og missiler har ramt civil infrastruktur i begge lande.

Situationen ved fronten er fastlåst, og det samme er tilfældet for det diplomatiske spor.

Det har fået de to lande til at øge antallet af langtrækkende angreb bag fjendens linjer, hvilket har sendt de civile dødstal op på de højeste niveauer siden krigens første måneder i 2022.

Ifølge guvernøren i Rostov-regionen i det sydlige Rusland blev fem personer dræbt i ukrainske angreb i et beboelsesområde.

Tre mennesker blev dræbt i Belgorod-, Moskva- og Kursk-regionerne, mens fire blev dræbt i dele af Ukraine, som Rusland har besat.

Ifølge Moskvas guvernør, Andrej Vorobjov, blev regionen ramt af "et af de mest massive droneangreb i nyere tid".

Det russiske forsvarsministerium siger, at det skød 822 droner i løbet af natten.

I Ukraine blev to mennesker dræbt og 14 såret af russiske droner og missiler, som ramte selskabet ArcelorMittals stålværk i Kryvyj Rih. Det er præsident Volodymyr Zelenskyjs hjemby.

Værket, som er blandt Ukraines største stålproducenter, indstillede delvist driften, da en vigtig del af anlægget blev ramt. Det oplyste værket selv.

Søndag aften var der endnu et angreb mod Kryvyj Rih. Her blev en person dræbt.

Flere andre regioner blev også ramt søndag. I Zaporizjzja blev to dræbt, og en person blev dræbt i både Sumy og Donetsk.

Rusland har næsten dagligt udført missil- og droneangreb mod Ukraine siden begyndelsen på den store invasion tidligt i 2022.

På det seneste er angreb med ballistiske missiler, som er svære at nedskyde, blevet intensiveret, hvormed Rusland har udnyttet en ukrainsk mangel på luftforsvar.

Imens har Ukraine i stigende grad rettet angreb mod Ruslands største e-handelsplatform Wildberries. Og der var endnu et angreb på et Wildberries-lager i løbet af natten.

RITZAU/AFP

FÅ ABONNEMENT