Weekenden byder på høj brandfare i næsten hele Danmark

INDLAND/KRIMINAL14. AUG 2026 • 14:12

Selv om der har været alvorlige skovbrande i Europa, forventer beredskabschef ikke store skovbrande i Danmark.

I weekenden forventes det, at brandfaren vil være meget eller ekstremt høj i store dele af landet.

Det skriver Beredskabsstyrelsen i et opslag på X.

Der er ekstremt høj brandfare i dele af Midt- og Nordjylland, Midt- og Nordfyn og Vestsjælland, viser et kort på brandfare.dk.

Det får forsikringsselskaber som If og Alm. Brand til at opfordre borgere til at udvise ekstra forsigtighed.

- Når naturen er så tør, som den er lige nu, kan selv en lille gnist udvikle sig til en alvorlig brand på få minutter.

- Derfor opfordrer vi kraftigt danskerne til at lade ukrudtsbrænderen stå og være ekstra forsigtige, hvis de tænder grillen, siger Jan Graversgaard, der er vice president for bygning og bolig i Alm. Brand.

Sommeren har slået varmerekorder i Europa, hvor Spanien og Frankrig har skullet håndtere de største skovbrande i nyere tid.

Her blev over 220.000 personer evakueret fra områderne uden for den franske by Bordeaux, og over 75.000 personer blev evakueret i det centrale Spanien.

I år er sammenlagt 529.192 hektar brændt i EU, skriver Danmarks Meteorologiske Institut fredag på X.

Forskere har længe advaret om, at menneskeskabte klimaforandringer vil gøre mere ekstreme vejrhændelser som skovbrande og hedebølger hyppigere, voldsommere og længerevarende.

Kent Ballhorn er chefsergent hos Beredskabsstyrelsen og specialkonsulent i beredskab i forhold til naturbrande. Han mener ikke, vi vil se samme store skovbrande i Danmark, som vi har set i Sydeuropa denne sommer.

- Vi er ikke bekymrede for, at vi vil se det samme som i syden, fordi vores skove ikke er større, end de er, men risikoen for, at vi får skovbrande, er større, end den hidtil har været, siger han.

Danmarks skove består blandt andet af løvtræer, der kan nedsætte brandintensiteten.

Løvskov udgør 45 procent af det samlede træareal i Danmark, viser Københavns Universitets seneste skovstatistik fra 2023.

- Beredskabet i Danmark er godt bygget op, og vores skove er anderledes end i Syden. Vores skove er ofte brudt af veje, og der er også bælter af løvtræer, som kan nedsætte brandintensiteten, men der er ingen tvivl om, at hvis vi får en stor skovbrand i Danmark, vil det altid kræve mange ressourcer og logistik.

- Jeg tænker, vi ville være klar til at slukke en stor skovbrand, men logistikken og ressourcerne er nok der, udfordringerne ville komme, fordi det kræver rigtigt meget, siger Kent Ballhorn.

Europa er det kontinent i verden, der opvarmes hurtigst.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT