Influencere sletter opslag efter kritik af brille

INDLAND/KRIMINAL14. AUG 2026 • 15:42

Influencere har fået kritik for reklamer for Meta-brille, der ifølge kritikere kan optage uden folks vidende.

Influencerne Sus Wilkins og Cecilie Haugaard fortryder deres reklamer for et par omdiskuterede briller fra Meta og fjerner opslag om produktet på deres Instagram-profiler.

Det skriver flere medier som B.T. og TV 2.

- Jeg har desværre ikke været grundig nok i mine overvejelser omkring mit Meta-brille-samarbejde, skriver Sus Wilkins i en story - et kort tidsbegrænset klip - på det sociale medie Instagram.

- Jeg skulle uden tvivl have researchet grundigere og forholdt mig langt mere kritisk til produktet, tilføjer hun.

Sus Wilkins og Cecilie Haugaard er i den seneste tid blevet mødt af kritik for deres reklamer for brillerne fra Meta.

Som blandt andet B.T. har beskrevet, har kritikken lydt, at man med brillerne kan optage andre mennesker uden deres viden.

De kritiske kommentarer er sendt til influencerne direkte under reklameopslagene og i opslag i onlineforummet Reddit.

Brillerne, der er lavet i et samarbejde mellem Meta og brilleproducenten Ray-Ban, har et indbygget kamera, mikrofon, højttalere og gør brug af kunstig intelligens.

Cecilie Haugaard skriver på Instagram, at debatten om produktet har gjort hende "klogere på de mange bekymringer, der følger med teknologien, særligt omkring privatliv og risikoen for at blive optaget uden at vide det".

- Det er perspektiver, jeg tager meget alvorligt, og som jeg ikke forholdt mig grundigt nok til, da jeg indgik samarbejdet, skriver hun videre.

Julemærkehjemmene oplyser fredag eftermiddag til B.T., at Cecilie Haugaard stopper som ambassadør som følge af reklamerne for brillerne.

- Jeg kan fortælle, at samarbejdet med Cecilie Haugaard om hendes ulønnede ambassadørrolle er ophørt fra i dag i fælles forståelse, fordi det er det bedste for sagen. Vi har været glade for, at hun stillede sig til rådighed. Cecilie har haft et oprigtigt ønske om at hjælpe børn til bedre trivsel, oplyser Vivi Nør, der er chef for politik og presse i Julemærkehjemmene, til B.T.

Hun tilføjer, at hendes samarbejde om brillerne ikke er foreneligt med de handlinger, der knytter sig til rollen som ambassadør, skriver B.T.

Det er blandt andet brillekæderne Synoptik og Profil Optik, der i løbet af sommeren har markedsført brillerne i Danmark.

Onsdag kunne Politiken skrive, at modemagasinerne Euroman og Eurowoman, der havde indgået et samarbejde med Synoptik, droppede deres kampagne for Meta-brillerne efter kritik.

- Det er absolut ikke intentionen med kampagnen at opfordre til uhensigtsmæssig og krænkende brug af produktet. Tværtimod. Og vi mener heller ikke, at kampagneindholdet gør det, oplyste chefredaktør Kristoffer Dahy Ernst fra Euroman skriftligt til Politiken.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT