Ikonisk kæmpedreng pakkes i flyttekasser og fragtes til Holland

INDLAND/KRIMINAL16. AUG 2026 • 20:00

Det er "lidt nervepirrende", lyder det fra samlingsansvarlig på kunstmuseet Aros om udlån af skulpturen "Boy".

Et af hovedværkerne på kunstmuseet Aros i Aarhus, skulpturen "Boy", flytter for første gang hjemmefra.

Værket af den australske kunstner Ron Mueck er nemlig lånt ud til det hollandske Museum Voorlinden uden for Haag.

Arbejdet med at pakke skulpturen i kasser begynder mandag og ventes at tage tre dage.

Det har krævet omhyggelig planlægning at forberede flytningen, fortæller samlingsansvarlig Anne Mette Thomsen.

- Vi har ikke lånt ham ud før, så det er selvfølgelig lidt nervepirrende. Han er jo et af vores helt store trækplastre, siger hun.

"Boy" har været en del af det aarhusianske kunstmuseum siden museets åbning på Aros Allé i Aarhus i 2004.

Skulpturen, der er lavet af glasfiber, vejer 500 kilo og er fire en halv meter høj. Han er boltet fast til gulvet og skal skilles ad i to dele.

- Vi bygger en hejserig op omkring ham. Så er der en luge bagpå, der kan åbnes, og man kan kravle ind og løsne skulpturen i to dele, fortæller Anne Mette Thomsen.

Når kæmpedrengen er pakket i kasser, skal han transporteres med særtransport og følgebil fra Aarhus til Holland.

Aros har allieret sig med det samme transportfirma, der denne sommer har stået for transporten af Bayeux-tapetet fra Frankrig til London.

Tæppet, der illustrerer den normanniske erobring af England og Slaget ved Hastings i 1066, er nemlig udlånt til British Museum.

"Boy" skal være et af hovedværkerne i udstillingen "Celebrating the Icons of Art" på Museum Voorlinden.

Mens skulpturen udstilles i Holland, låner Aros til gengæld en anden livagtig skulptur af Ron Mueck fra selvsamme museum.

Det er værket "Couple Under an Umbrella", der skildrer et ældre ægtepar under en parasol.

- Værket er knap så stort som "Boy", men alligevel dobbelt størrelse af et menneske. Det giver den samme effekt af et forstørret menneskeliv, hvor man for eksempel kan se alle rynkerne hos det ældre par, siger Anne Mette Thomsen.

Værket kan opleves på Aros fra 12. september. "Boy" vender tilbage til Aarhus i marts 2027.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT