En uge med lune temperaturer og flere byger står for døren

INDLAND/KRIMINAL3. AUG 2026 • 06:27

Man skal denne uge regne med nogle varme sommerdage, men også med ustadigt vejr, der giver regn og byger.

Vejret vil denne uge byde på sommerlige temperaturer, men også på flere dage med regndråber.

Det fortæller Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), tidligt mandag morgen.

- Der kommer regnvejr, men det bliver også nogle ganske lune dage. Og så bliver det en mere blæsende uge, end vi er vant til, siger han.

Mandag bliver en tørvejrsdag, der starter med skyer på himlen. De forsvinder i løbet af formiddagen, og man kan herefter regne med nogen eller en del sol.

Temperaturen bliver 20 til 26 grader. I Nordjylland, hvor skyerne bliver hængende i længst tid, vil den dog ikke komme over 20 grader.

Tirsdag trækker varmere luft op over landet, men med den kommer der også flere skyer. Der vil komme lidt regn og byger, der også kan være med torden. Ud på eftermiddagen vil det klare op til nogen eller en del sol.

Der vil dog stadig være mulighed for enkelte byger, særligt midt på dagen.

Temperaturen vil her ligge på 23-28 grader, og længst sydpå kan den snige sig op på 30 grader. Vinden, der kommer mellem øst og syd, vil være op til frisk.

- Tirsdag aften vil der fortsat være sol, men også byger. Der kan også være torden i, siger Klaus Larsen.

Onsdag fortsætter det varme vejr med 23-28 grader, og en op til frisk vind vil dreje over i sydvest.

- Der kommer nogen eller en del sol, men også onsdag skal man regne med byger. Dog knap så mange som om tirsdagen.

Torsdag kommer lidt køligere luft frem mod Danmark. Det betyder, at der kommer lidt mindre sol, mens regn og byger også trækker ind.

Temperaturen vil torsdag ligge på 18-24 grader. Mens det bliver varmest østpå, vil man vestpå få de fleste af bygerne.

- Vinden bliver fortsat op til frisk fra vest og sydvest af. Ud på aftenen bliver der mest tørt, men fortsat med ret mange skyer på himlen, lyder det fra meteorologen.

Inden weekenden melder sig, venter en fredag med 15-20 grader, hvor der fortsat vil være mange skyer på himlen. Der vil i perioder dog også komme sol til alle.

- Fredag bliver stort set en tørvejrsdag, der kan måske komme lidt smådryp hist og pist. Vinden er fortsat op til frisk omkring vest, siger Klaus Larsen.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT