Juli gav rekord i rejsende hos Aarhus Airport
71.021 passagerer var i juli gennem terminalerne hos Aarhus Airport, hvilket er flest i lufthavnens historie.
I juli var der rekordmange rejsende i Aarhus Airport, hvor 71.021 passagerer var forbi lufthavnen. Det er det højeste antal i en måned i lufthavnens historie.Det oplyser Aarhus Airport i en pressemeddelelse.
Det er en stigning på 36,9 procent i forhold til juli sidste år, hvor lufthavnen havde 51.872 rejsende.
- En vækst på 36,9 procent er et tydeligt signal. De rejsende fra Midt- og Østjylland vælger i stigende grad den nærmeste og hurtigste vej ud i verden, siger Lotta Sandsgaard, der er administrerende direktør i Aarhus Airport, i pressemeddelelsen.
De rekordmange passagerer skyldes ifølge lufthavnen et bredt udvalg af rejsedestinationer.
Blandt andet har en rute fra Antalya i Tyrkiet, der flyver to gange om ugen, trukket flere rejsende til lufthavnen, der ligger nordøst for Aarhus ved Tirstrup, lyder det.
Lufthavnen er ejet af tre omkringliggende kommuner i form af Aarhus, Syddjurs og Norddjurs Kommune.
Den har i længere tid kæmpet med en presset økonomi og har i flere år givet tocifrede millionunderskud.
Det har betydet, at ejerkommunerne gennem flere år har måttet give lufthavnen økonomiske tilskud.
Siden 2022 har ejerkredsen forsøgt at finde en privat investor til at købe lufthavnen.
I maj 2025 meddelte Aarhus Airport, at man forhandlede med et selskab om et opkøb. Det viste sig senere at være selskabet Fair Child Denmark.
Der er dog stadig ikke underskrevet en aftale, og i september skiftede Fair Child Denmark ud på direktørposten, hvor danske Hans-Henrik Danielsen trak sig.
Foruden de tre ejerkommuner ejes en del af lufthavnen af den danske stat.
I december betalte staten 70 millioner kroner for at overtage landingsbane, kontroltårn og nogle tekniske installationer.
RITZAU
