Beredskaber advarer: En lille glød kan blive til stor naturbrand
På grund af varmen bør man tænke sig godt om i naturen. Også landmænd bør sikre, at maskiner er rengjorte.
Efter flere dage med varme temperaturer opfordrer flere beredskaber til, at man er særligt forsigtig, hvis man i disse dage færdes i naturen.Hos Nordjyllands Beredskab siger chefvagt Jan Nedza, at det er "brandvarmt" derude, og at der derfor ikke skal meget til, for at der opstår en naturbrand.
- En lille glød kan blive til en kæmpe naturbrand i løbet af kort tid, når der er så tørt derude. For græsset, bunden og vegetationen er tørre, så et cigaretskod ud ad en vindueskarm kan få katastrofale følger, siger han.
Hvis man skal grille, opfordrer han til, at man bruger et fast underlag.
Skal ukrudtet fjernes, kan hakkejernet med fordel tages i brug i stedet for ukrudtsbrænderen.
Også Vejle Brandvæsen, som Vejle Amts Folkeblad har talt med, opfordrer alle til at tænke sig ekstra godt om, når de færdes i naturen eller bruger åben ild.
Samtidig opfordrer brandvæsenet landmænd, der for tiden høster, til at sikre, at mejetærskere og andre maskiner er rengjorte, så man undgår, at tørre planterester antændes af varme dele.
Men selv om risikoen er høj, er Vejle Brandvæsen endnu ikke klar til at indføre et afbrændingsforbud, lyder det fra beredskabsdirektør Thomas Dietz.
- Vi følger udviklingen tæt og vurderer løbende behovet. Et afbrændingsforbud kan få store konsekvenser for både erhvervslivet og private, så vi håber, at borgerne i stedet vil tage ansvar og være meget varsomme med åben ild, siger han til lokalmediet.
Også Hovedstadens Beredskab anbefaler, at man for eksempel undlader at brænde ukrudt væk, og opfordrer generelt - ligesom de andre beredskaber - til at udvise forsigtighed. Det siger vagthavende operationschef Hans Jørgen Larsen.
Generelt ser det ud til, at de varme dage fortsætter lidt endnu, inden de afløses af køligere temperaturer.
Hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) er der fra onsdag til fredag varsel om hedebølge for den centrale og nordlige del af Jylland.
Fredag ser dog ud til at blive sidste dag med varme, og dermed ophører varslet for hedebølge.
Lørdag trækker et lavtryk op fra syd og passerer lige øst om landet. På vestsiden af lavtrykket strømmer køligere luft ned over Danmark med spredte regnbyger, fremgår det på DMI's hjemmeside.
RITZAU
