Skattestyrelsen beklager fejl i sager om identitetstyveri

ERHVERV/POLITIK31. AUG 2026 • 12:16

Skatte- og vækstministeren kalder Skattestyrelsens behandling af borgere for "tårefremkaldende".

Skattestyrelsen har begået fejl i sager om borgere, der har været udsat for identitetstyveri. Og fejlene har haft store personlige konsekvenser for de berørte personer.

Det erkender Skattestyrelsens direktør, Thomas Hjortenberg, mandag i en pressemeddelelse, efter at styrelsen har udarbejdet en redegørelse, som skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M) har bedt om.

- Vi har begået fejl, der har betydet, at en gruppe borgere er kommet i en alvorlig klemme. Vores fejl har haft store personlige konsekvenser for de berørte borgere.

- Redegørelsen viser tydeligt, at vi burde have handlet anderledes og langt tidligere, end vi har gjort. Det er på ingen måde godt nok, og jeg beklager oprigtigt over for de borgere, som er blevet berørt, siger Thomas Hjortenberg.

TV 2-programmet "Operation X" kunne i juni i programmet "Flået af Skat" fortælle om borgere, der var kommet i klemme i systemet, og som var blevet udsat for fejlagtige millionkrav.

Borgerne var blandt andet blevet udsat for identitetstyveri i sager om hvidvask.

- Det er på baggrund af redegørelsens gennemgang af forløbet og dialogen med politiet imidlertid vurderingen, at Skattestyrelsen langt tidligere burde have reageret på politiets oplysninger om, at der var mistanke om, at et antal borgere var udsat for identitetstyveri.

- Det må anses for at være en fejl, at det ikke skete, står der i redegørelsen.

Kontrolforløbet blev igangsat i 2021, og det omfatter 126 personer, som har været genstand for skattesager, der handler om pengeoverførsler fra fem pengeoverførselsvirksomheder.

Ifølge redegørelsen burde Skattestyrelsen allerede i 2023 have reageret på oplysninger fra politiet om en mistanke om omfattende identitetstyveri.

Redegørelsen peger desuden på, at Skattestyrelsen i 2024 og 2025 burde have taget yderligere skridt for at få afklaret forholdene med politiet.

- Vi kan desværre ikke ændre det, som de berørte borgere har været igennem, selv om jeg gerne ville. Det, de har været igennem, er dybt ulykkeligt.

- Men jeg kan forsikre dem og omverdenen om, at vores fokus nu er at hjælpe alle de berørte borgere og sørge for, at de får deres penge tilbage, så hurtigt som det overhovedet er muligt, siger Thomas Hjortenberg.

Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M) er stærkt utilfreds med Skattestyrelsens ageren i sagen.

- Den behandling, de her mennesker har fået af Skattestyrelsen, er tårefremkaldende. Det er en af de værste sager, jeg har set. Og det er slet ikke i nærheden af, hvad man med rimelighed kan forvente som borger i det her land, siger han i en pressemeddelelse.

Jakob Engel-Schmidt er helt uforstående over for Skattestyrelsens handlemåde i forhold til at reagere på henvendelser.

- Skattestyrelsen har over flere år fået en række konkrete henvendelser fra blandt andre Københavns Politi om mistanke om identitetstyveri, og de har fået løftede pegefingre i form af afgørelser fra skatteankenævn – og alligevel er de fortsat. Uden rigtigt at forholde sig til konsekvenserne.

- Det arbejde er simpelthen ikke et retssamfund værdigt, siger han.

Skattestyrelsen vil nu gå i gang med en række tiltag, der skal rette op på de fejl, der er blevet begået i sagen.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT