Lolland får næsten en kvart milliard kroner i særtilskud fra staten
En særtilskudspulje på en milliard kroner er mandag blevet fordelt mellem 22 af landets kommuner.
22 ud af landets 98 kommuner får en andel af en særtilskudspulje i 2027 på en milliard kroner.Det oplyser Økonomi- og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
I alt havde 45 kommuner ansøgt om at få del i særtilskuddet, der blev forhøjet i den seneste økonomiaftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL).
- Det er der brug for, for mange kommuner er pressede og har svært ved at få økonomien til at hænge sammen, siger økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF) i pressemeddelelsen.
Kommunerne bliver udvalgt på baggrund af tre kriterier som demografiske og socioøkonomiske udfordringer og aktuelle økonomiske udfordringer.
Det største beløb modtager Lolland Kommune, der får 223 millioner kroner i særtilskud.
I starten af august skrev DR, at kommunen mangler 531 millioner kroner i næste års budget. Siden er beløbet blevet nedskrevet til 347 millioner kroner.
Nogle af de millioner skulle findes ved at spare på kommunens administration for 200 millioner kroner.
Kommunen håbede samtidig på at få 300 millioner kroner i særtilskudspuljen, men beløbet er altså ikke blevet helt så højt.
Lolland Kommune har selv forklaret, at det blandt andet er et faldende befolkningstal, der gør, at kommunen nu skal spare.
- Man skal kunne leve et godt liv i hele Danmark, siger Pia Olsen Dyhr videre i pressemeddelelsen.
- Det kræver en god skole, et trygt dagtilbud og ordentlig omsorg, når man bliver gammel. Det skal man kunne regne med, uanset hvor man bor.
14 kommuner har også fået andel i en lånepulje på i alt 200 millioner kroner til anlægsinvesteringer.
Her får Randers Kommune det største beløb i form af 31 millioner kroner i lånedispensation.
RITZAU
