Satsninger på cloud og AI løfter Microsofts kvartalsregnskab

ERHVERV/POLITIK29. JUL 2026 • 23:15

Microsoft omsatte i fjerde kvartal for 591,1 milliard kroner og havde et overskud på 206,9 milliarder kroner.

Den amerikanske techgigant Microsoft overgår analytikernes forventninger i onsdagens regnskab for fjerde kvartal.

Det skriver finansmediet MarketWire.

Den samlede omsætning var på 90 milliarder dollar - svarende til 591,1 milliard kroner - mod en forventning på 87,7 milliarder dollar hos analytikerne.

Udviklingen er især drevet af en fremgang i cloudplatformen Azure, der er steget med 43 procent i fjerde kvartal.

Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en vækst på 40 procent i cloudforretningen, skriver MarketWire.

Selskabets kapitaludgifter steg ifølge MarketWire med 70 procent til 41 milliarder dollar i kvartalet.

Kapitaludgifterne beskrives som et centralt mål for investeringer i datacentre, der er afgørende for cloudforretningen.

Microsoft havde ifølge nyhedsbureauet AFP et nettooverskud på 31,5 milliarder dollar - svarende til 206,9 milliarder kroner - i fjerde kvartal, der sluttede i juni.

De gode regnskabstal er ifølge AFP drevet af både selskabets cloud- og AI-forretning.

Regnskabet kan muligvis dæmpe investorernes og analytikeres eventuelle bekymringer om, hvorvidt selskabets investeringer i kunstig intelligens betaler sig, skriver AFP.

Regnskabet er samtidig godt nyt for selskabets aktionærer. Den justerede indtjening per aktie blev på 4,81 dollar mod analytikernes forventning på 4,25 dollar, skriver MarketWire.

Delårsrapporten blev offentliggjort onsdag, efter at de amerikanske børser var lukket.

I eftermarkedet stiger Microsoft-aktien med mere end tre procent, efter at den i onsdagens handel var faldet 2,81 procent.

Microsoft var ikke den eneste amerikanske techgigant, der onsdag aften fremlagde kvartalsregnskab.

Meta, der står bag blandt andet Facebook og Instagram, fremlagde et delårsregnskab for andet kvartal. Det viste en fremgang i omsætningen på 28 procent til 60,8 milliarder dollar - svarende til 397 milliarder kroner.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT