Regeringen kan ikke længere regne med flertal med løsgængerstøtte

19. MAR 2024 • 10:17ERHVERV/POLITIK

Regeringspartierne havde heller ikke før Mads Fugledes skifte flertal, men havde sikret støtte fra løsgænger.

Med Mads Fugledes skifte fra Venstre til Danmarksdemokraterne kan regeringen ikke længere sikre indenrigspolitisk flertal med løsgænger Jon Stephensens støtte.

Regeringen mistede allerede sit indenrigspolitiske flertal, da Mike Fonseca røg ud af Moderaterne i efteråret.

Men løsgænger Jon Stephensen sagde hurtigt derefter til B.T., at han stod ved at være gået til valg på en regering over midten, og at han derfor ikke ville vælte regeringen.

- Det betyder selvfølgelig også, at jeg jo stemmer sammen med regeringen i de fleste ting, sagde Stephensen til B.T.

Der er fire nordatlantiske mandater i Folketinget, men de står som regel uden for, når det gælder indenrigspolitiske anliggender.

Mads Fuglede har tirsdag skrevet på Facebook, at han skifter fra Venstre til Danmarksdemokraterne. Her begrunder han blandt andet skiftet med en utilfredshed over, at Venstre er gået i regering.

Han kritiserer også en kommende CO2-afgift på landbruget.

- Jeg var meget imod regeringsdeltagelsen og mange af de beslutninger, der kom deraf. Den seneste beslutning om at pålægge landbruget en CO2-afgift er jeg helt uenig i. Og intet sted vil den beslutning ramme hårdere end i Vestjylland. Derfor skifter jeg til Danmarksdemokraterne, skriver han på Facebook.

Mads Fuglede er på barsel til april og vender derefter tilbage til Christiansborg til Danmarksdemokraternes folketingsgruppe.

Også Kim Edberg Andersen, der tidligere har været i Nye Borgerlige, skifter til Danmarksdemokraterne. Ham har Venstre ellers tidligere talt lunt om at få ind i gruppen.

Venstres formand, Troels Lund Poulsen, mener dog ikke, at regeringens liv er truet.

Man skal slå koldt vand i blodet, siger han fra Tyskland, hvor han deltager i møde på en militærbase.

- Nu tror jeg, at man skal slå koldt vand i blodet. Først og fremmest har vi jo opbakning - i tilfælde af en mistillidsdagsorden - fra de nordatlantiske mandater, siger Troels Lund Poulsen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU