Partier forstår ikke ti timers tavshed om ulvenedskydning

ERHVERV/POLITIK15. AUG 2026 • 13:44

Klokken 21.48 torsdag aften skød en medarbejder fra Naturstyrelsen en såkaldt problemulv i Vestjylland.

Det er ikke godt nok, at der gik ti timer, før myndighederne fortalte om nedskydningen af en såkaldt problemulv ved Nørre Nebel.

Sådan lyder det fra en række partier.

Naturstyrelsen skød torsdag aften ulven i Vestjylland - men først fredag morgen klokken 08.00 blev det meddelt, at ulven var blevet skudt.

Det skete via en pressemeddelelse, hvorefter minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) på et pressemøde - med den døde ulv foran sig - kunne fortælle nærmere om sagen.

Det er kritisabelt, mener De Konservatives politiske ordfører, Frederik Bloch Münster.

- Jeg synes, at det er under al kritik, at man tilbageholder informationen for befolkningen, indtil man finder det mediemæssigt opportunt at melde noget ud.

- Når man har en problemulv i området, og den er blevet håndteret, så har befolkningen et krav på at få det at vide, så snart det er sket, siger han.

Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd oplyser til Ritzau, at "ministeriet ikke kommenterer interne arbejdsgange". Det er et svar på spørgsmålet om, hvorfor der skulle gå ti timer, før nedskydningen blev offentliggjort.

Frederik Bloch Münster har et gæt på, hvorfor der gik ti timer.

- Det kan man kun gisne om, men det tyder på, at det var, fordi ministeren skulle finde vej til Vestjylland for at holde et bombastisk og teatralsk pressemøde. Det er ikke det, som det handler om. Det handler om at give folk i området vished om, at nu er problemulven håndteret, siger han.

Heller ikke Pil Christensen, som er naturordfører for Enhedslisten, er imponeret.

- Jeg synes, at det er underligt, at man ikke med det samme melder noget ud, når det har fyldt så meget for nogle mennesker, og når det handler om at gøre dem trygge, siger hun.

Kim Edberg Andersen, der er dyrevelfærdsordfører for Danmarksdemokraterne, som helst ser ulven helt væk i Danmark, vurderer, at det handlede om "at iscenesætte ministeren, så han kunne stå foran blodpølen".

- Det er upassende. Man skulle have meldt det ud med det samme. Det virker til, at det var vigtigere at få taget et billede med ministeren og ulven end at få meldt det ud, siger Kim Edberg Andersen.

Moderaternes politiske ordfører, Mohammad Rona, siger, at for regeringspartiet har det vigtigste i sagen været, at "problemulven blev nedlagt".

Naturstyrelsen havde siden den 6. august forsøgt at finde ulven ved hjælp af termiske droner og medarbejdere med rifler.

Christian Rabjerg Madsen sagde fredag til Ritzau, at han er yderst tilfreds med, at ulven var blevet skudt efter flere dages jagt på netop det udfald.

Ulven blev nedlagt efter flere hændelser i Nørre Nebel, hvor den har været tæt på og opsøgt mennesker i private haver.

Det endelige svar på, om det i øvrigt var den såkaldte problemulv, myndighederne skød torsdag aften, kommer muligvis aldrig.

Hvis man vil være helt sikker, kræver det nemlig tilstrækkeligt DNA-materiale, og det har myndighederne ikke.

Naturstyrelsens vicedirektør, Mads Jensen, sagde dog fredag morgen, at styrelsen har "al mulig grund til at tro", at det er den såkaldte problemulv, som er blevet skudt.

Samtidig lød det dog, at man "aldrig med 100 procent sikkerhed" kan konkludere netop det.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT