Organisationer: Øget elforbrug gør havvindmøller nødvendige
Green Power Denmark og DI ser mere havvind som forudsætning for, at Danmark kan blive mere elektrificeret.
Erhvervsorganisationen Green Power Denmark glæder sig over, at det svenske selskab Vattenfall Vindkraft skal opføre en havvindmøllepark i både Nordsøen og Kattegat, hvilket efter 2032 skal sikre i alt 1,8 GW strøm.Det offentliggjorde Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet tirsdag formiddag. Parkerne skal kunne dække det, der svarer til strømforbruget i 1,8 millioner danske hjem.
- Når parkerne er i drift i starten af 2030'erne, vil vores forbrug af strøm være meget større end i dag, siger Kristian Jensen, administrerende direktør i Green Power Denmark, i en pressemeddelelse.
- Elbiler og eldrevne lastbiler vil dominere på vejene. Og fjernvarmen vil i langt højere grad komme fra eldrevne varmepumper. Kernen i den grønne omstilling er at udskifte olie og gas med grøn strøm, og de to parker bliver afgørende i den transformation, siger han.
Også hos Dansk Industri (DI) er der tilfredshed med, at aftalen er faldet på plads.
- Mere havvind er en forudsætning for et grønnere og mere elektrificeret Danmark. Derfor er det afgørende, at vi sikrer stabile og attraktive rammevilkår, der gør det attraktivt for investorer at satse langsigtet på den grønne omstilling, siger vicedirektør i DI Troels Ranis i en skriftlig kommentar.
- Investeringer i dansk havvind er godt nyt for klimaet, forsyningssikkerheden og erhvervslivet. Nu er det vigtigt, at udbygningen af elnettet følger med, så den grønne strøm kan komme hurtigt og effektivt ud til virksomheder og forbrugere, siger han.
Green Power Denmark ønsker også, at regeringen og Folketinget skal sørge for at få opført flere vindmøller på land.
Erhvervsorganisationen konstaterer, at der de seneste cirka tre år er opført 21 vindmøller på land, blandt andet på grund af stigende udgifter til projekterne.
Det er for lidt, mener Green Power Denmark.
RITZAU
