Løkke: Russisk beskydning af dansk helikopter er helt uacceptabel
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) bekræfter, at Ruslands ambassadør i Danmark bliver indkaldt til samtale.
Det er "helt uacceptabelt", at en russisk fregat mandag skød mod en helikopter fra det danske forsvar med to såkaldte flares.Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) tirsdag i en skriftlig udtalelse.
- En af flyvevåbnets helikoptere er blevet skudt efter med såkaldte flares i forbindelse med en rutinemæssig fotodækning af russisk fregat i farvandet ud for Gedser, oplyser Forsvaret. Det er helt uacceptabelt og kunne have bragt menneskeliv i fare.
- Derfor har jeg indkaldt den russiske ambassadør til samtale om hændelsen. Fra dansk side arbejder vi for, at al skibstrafik kan passere fredeligt igennem de danske farvande, men Rusland flytter gradvist grænsen for, hvad de mener er acceptabel adfærd. Det kan vi ikke acceptere, siger udenrigsministeren.
Forsvarsminister Jeppe Bruus (S) oplyste allerede mandag aften, at Udenrigsministeriet ville indkalde Ruslands ambassadør Vladimir Barbin til en samtale efter hændelsen, der skete i internationalt farvand.
Fregatten affyrede to såkaldte flares, der normalt anvendes som opmærksomhedssignal til søs, mod helikopteren.
Den ene afskudte flare passerede helikopteren på tæt afstand.
Ifølge forsvarsminister Jeppe Bruus skete der ikke skade på hverken helikopter eller personel.
Det er endnu uvist, hvornår samtalen med den russiske ambassadør vil finde sted, og hvilken person fra Udenrigsministeriet der skal afholde samtalen. Det er sædvanligvis en højtstående embedsmand, når der er tale om alvorlige situationer.
Også tidligere forsvarsminister Troels Lund Poulsen, der er formand for Venstre, har reageret på episoden. Han finder det "dybt alvorligt og bekymrende".
- Det viser med al tydelighed, hvor aggressivt Rusland opfører sig, og det stiller krav til, at vi fortsætter vores oprustning og opbygning af Forsvaret, skriver Troels Lund Poulsen på X.
RITZAU
