Løkke afviser momskritik: Selvfølgelig får det indflydelse på priser
Moderaternes formand siger, at han er fuldstændig tryg ved, at regeringens momsplaner vil få en effekt.
Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne står "100 procent" på mål for den momsnedsættelse og -afskaffelse, som regeringen vil gennemføre. Også selv om planen vil koste over 17 milliarder kroner og bliver kritiseret.Det siger Moderaternes formand torsdag på et pressemøde på Aggersvold Gods i Jyderup, hvor partiet holder sit sommergruppemøde.
- Det er fint for os, hvis vi også gør noget ved verdens højeste skat på fødevarer, siger Lars Løkke Rasmussen.
Skatte- og Vækstministeriet har beregnet, at regeringens plan om at afskaffe momsen på frugt og grønt vil koste 2,6 milliarder kroner årligt, mens en halvering af momsen på fødevarer vil koste 14,7 milliarder kroner.
Det er dog med en række forbehold, da det blandt andet afhænger af, hvilken model der vælges i forhold til at definere varegrupperne.
Internt i regeringen er begejstringen af forskellig karakter, for eksempel er De Radikale ikke så begejstret som Moderaterne.
Enhedslisten, der er parlamentarisk grundlag for regeringen, har understreget, at en lavere moms på fødevarer er så vigtig for partiet, at regeringens liv afhænger af, at forslaget bliver gennemført.
Kritikere af forslaget - herunder mange førende økonomer - mener, at den lavere og afskaffede moms kan blive spist op af administrationsudgifter, og at borgerne ikke nødvendigvis kommer til at se lavere priser, når de skal handle i supermarkedet.
Nuværende overvismand Carl-Johan Dalgaard, professor i økonomi ved Københavns Universitet og formand for De Økonomiske Råd frem til 1. september, er blandt dem, der har påpeget, at det i stedet kan ende med højere indtjening hos virksomhederne.
Det har mange års forskning på området vist, er en af hans begrundelser.
Lars Løkke Rasmussen giver ikke meget for kritikken. Han siger, at "vi føler os helt trygge ved, at det her kan mærkes".
- Er der et andet land i Europa, der har enhedsmoms, ud over Danmark, spørger han.
Intet andet EU-land har som Danmark den samme momssats på alle varer, og Danmarks momssats hører til blandt de højeste på alle parametre.
- Selvfølgelig har det indflydelse på priserne, siger han.
RITZAU
