Lars Løkke sender tanker til pårørende efter Trump-støttes død
Det er en markant amerikansk stemme, der er gået tabt med Lindsey Grahams pludselige død, mener Lars Løkke.
Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), sender tanker til afdøde Lindsey Grahams pårørende.Det skriver ministeren i et opslag på X, efter at det tidligere søndag blev meddelt, at den amerikanske senator og Trump-støtte er død i en alder af 71 år.
- Med Lindsey Grahams pludselige bortgang har vi mistet en markant amerikansk stemme. Han var en stærk fortaler for det transatlantiske samarbejde og en vedholdende støtte for Ukraine, lyder det i opslaget.
Lindsey Graham døde lørdag aften amerikansk tid efter kort tids sygdom, oplyste hans kontor i en udtalelse på Facebook.
Ifølge NBC News rykkede redningsmandskab ud til en melding om hjertestop nær Grahams hjem på Capitol Hill.
Også den amerikanske præsident, Donald Trump, har efter dødsfaldet erklæret sit savn på sociale medier.
- Senator Lindsey Graham, der er en af de bedste personer og senatorer, jeg nogensinde har mødt, er død!, lød det i et opslag på Truth Social.
- Lindsey vil blive meget savnet!!! Detaljer og arrangementer følger. Så trist!
Lindsey Graham har blandt andet været med ved bordet, når der har været møder i den såkaldte koalition af villige, som består af lande, der støtter Ukraine.
Han har tidligere foreslået at lægge 500 procent told på import fra lande, der køber russisk olie, olieprodukter, naturgas eller uran.
Et forslag, som dengang mødte opbakning fra Lars Løkke Rasmussen.
Dengang lød det fra udenrigsministeren, at Europa burde være parat til at tage samme skridt uafhængigt af USA.
- Lindsey Graham er ved at støbe kuglerne til amerikanske sanktioner, men der mangler selvfølgelig skydetilladelsen fra den amerikanske præsident.
- Vi skal også lade vores egne diplomatiske sanktionsvåben. Og det vil vi gøre, sagde Lars Løkke Rasmussen.
Den afdøde senator var inden sin død netop kommet hjem fra en rejse til den ukrainske hovedstad Kyiv, hvor han mødtes med landets præsident, Volodymyr Zelenskyj.
RITZAU
