Dødtræt DF-gruppeformand giver folketingsgruppen en røffel efter koks

ERHVERV/POLITIK13. AUG 2026 • 12:38

DF-gruppeformand Alex Ahrendtsen er "dødtræt" af, at hans parti var med til at sikre regeringen et flertal.

- Det var en masse sammenfald på én gang, og jeg er dødtræt af det. Og gruppen har fået en røffel for det her, det er simpelthen ikke godt nok.

Sådan siger Dansk Folkepartis gruppeformand, Alex Ahrendtsen, torsdag, efter at en afstemning i Folketingssalen meget overraskende endte med et flertal til regeringen. Takket være manglende DF-tilstedeværelse under afstemningen.

Dansk Folkeparti stod selv bag at få indkaldt til den hasteforespørgsel, der blev afholdt onsdag, og som ikke mindst handlede om situationen med migrantstrømmen til den spanske eksklave Ceuta for nylig.

Torsdag skulle tre vedtagelsestekster til afstemning i Salen. Men da den første afstemning - som var en vedtagelsestekst fra regeringen - meget overraskende endte med et flertal på 54 stemmer for og 52 stemmer imod regeringens forslag, bortfaldt de to andre vedtagelsestekster.

Det betød blandt andet, at den vedtagelsestekst, som Dansk Folkeparti havde udarbejdet sammen med Venstre, De Konservative, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Borgernes Parti og det færøske parti Sambandsflokkurin, slet ikke kom til afstemning.

Vedtagelsestekst nummer tre fra Alternativet og Enhedslisten udgik også.

På grund af de såkaldte clearingaftaler, som betyder, at ikke alle folketingsmedlemmer behøver at deltage i alle afstemninger, skulle Dansk Folkeparti kun være mødt frem med 9 af partiets 16 folketingsmedlemmer til afstemningen.

Men fordi kun 6 DF'ere - herunder Alex Ahrendtsen selv - mødte op og trykkede på knappen i Folketingssalen for at stemme imod regeringens vedtagelsestekst, var det altså ikke nok til at sikre et flertal imod teksten.

Alex Ahrendtsen forklarer, at Dansk Folkeparti for nylig blev ramt af en stresssygemelding fra folketingsmedlem Søren Boel Olesen, hvis suppleant endnu ikke er mødt ind i Folketinget, da suppleanten er bortrejst.

- For det andet fik jeg her til morgen nogle sygemeldinger ind, som gjorde, at vi ikke kunne nå at meddele det.

- Og så for det tredje var der en, som simpelthen gik op på sit kontor for at hente nogle papirer, og som kom for sent ned til afstemningen. Og så var der en fjerde, der ikke nåede tilbage, siger DF-gruppeformanden.

Spørgsmål: Har du talt med de andre partier (bag vedtagelsesteksten, red.), hvad har de sagt til jer?

- Hvad jeg taler med andre partier om, det kommer jeg ikke til at nævne for dig. Men jeg kan i hvert fald sige til dig, at det her ikke er godt nok, og gruppen har allerede fået en røffel, og de får en til.

Spørgsmål: Hvad kommer I til at gøre fremadrettet, for at I kan undgå en gentagelse?

- At man retter op og følger de procedurer, jeg har udstukket. Det har man så ikke gjort i det her tilfælde, og så har vi været ramt af sygdom. En langtidssygemelding, hvor stedfortræderen ikke kunne møde ind, og så nogle sygemeldinger her til morgen og i aftes, som var umulige at rette op på.

- Det er en række uheldige omstændigheder, men det nytter ikke noget. Ansvaret er vores, og det er ikke godt nok, siger Alex Ahrendtsen.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT