25. JUN 2019 • 11:18UDLAND

68-årig køreelev kører motorsagkyndig ihjel ved køreprøve

En kvinde i Polen skulle gennemføre manøvreøvelser, men kom af ukendte årsager til at køre motorsagkyndig ned.

Det gik frygtelig galt for en 68-årig kvinde i den polske by Rybnik, da hun skulle til køreprøve.

Hun kom til at køre den 35-årige motorsagkyndige ned, som døde af sine kvæstelser.

Det skete på en manøvrebane, hvor kvinden mandag skulle gennemføre nogle øvelser med bilen, oplyser politiet.

- En 68-årig kvinde kom under omstændigheder, som op til dette tidspunkt ikke er kendte, til at ramme den motorsagkyndige, som uheldigvis som følge af sine skader døde på stedet, siger den lokale vicepolitichef, Ryszard Czepczor.



Da ulykken skete, var den motorsagkyndige tilsyneladende i gang med at teste en anden person.

Billeder fra det lokale tv viser den røde Toyoata Yaris, som var involveret i ulykken. Her kan man se nummerpladen og den forreste kofanger-plade hænge løs, mens bilen løftes op på en lastbil.

- Da vi talte med kvinden, var hun i en tilstand af chok, og derfor er det meget svært at tale med hende, siger vicepolitichefen.



/ritzau/Reuters

Mest læste