24. JUN 2019 • 14:13UDLAND

USAs udenrigsminister forsøger at danne koalition mod Iran

Under et besøg i Saudi-Arabien fortæller USAs udenrigsminister om et ønske om en koalition af lande mod Iran.

Søndag aften dansk tid satte USAs udenrigsminister, Mike Pompeo, kurs mod Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.



Efter at have holdt møder med saudiske ledere åbner Pompeo mandag for en koalition mod Iran, som USA er i en verserende konflikt med.



Senere mandag ventes udenrigsministeren at mødes med ledere fra Emiraterne.



- Vi vil tale med dem om, hvordan vi kan sikre os, at vi er på linje med hinanden strategisk, og hvordan vi kan bygge en global koalition, siger han.

Koalitionen skal ifølge Mike Pompeo ikke begrænse sig til de omtalte lande, men kan også bestå af lande i Asien og Europa.



Iran skød torsdag en amerikansk drone ned, fordi den ifølge præstestyret var fløjet ind i iransk luftrum ved Hormuzstrædet.



USA har benægtet, at dronen skulle have befundet sig i iransk luftrum. Episoden har ført til, at USA mandag indfører yderligere sanktioner mod Iran.

Lederne i Saudi-Arabien og Emiraterne opfordrer til en hård linje mod Iran, der har sagt, at de nye sanktioner ikke vil få nogen betydning for landet.

Ifølge netavisen Yahoo News gennemførte USA torsdag aften et cyberangreb mod Iran som gengæld for nedskydningen af dronen.



Angrebet var angiveligt målrettet en iransk spiongruppe med forbindelser til Irans Revolutionsgarde.

Men mandag meddelte den iranske minister for telekommunikation, Mohammed Javad Asari Jahromi, at angrebet aldrig lykkedes.



/ritzau/AFP

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

Mest læste