15. APR 2019 • 10:06UDLAND

Kinesisk politi anholder 17 efter katastrofeeksplosion

Myndighederne i Kina har indledt kampagne for øget sikkerhed på fattige, kaotiske og små virksomheder.

De kinesiske myndigheder har anholdt 17 personer i forbindelse med efterforskningen af en af de værste industriulykker i Kinas nyere historie.



Ved ulykken på den kemiske fabrik Tianjiayi 21. marts blev 78 mennesker dræbt og flere hundrede blev kvæstet. I alt blev 640 mennesker behandlet på sygehuse efter eksplosionen.

Det skete, da en voldsom eksplosion rystede fabrikken, som blandt andet fremstille pesticider.

- Der er blevet taget skridt til at rejse sag mod 17 nye mistænkte i sagen, oplyser de lokale myndigheder i Yancheng på deres Weibo-profil - et socialt medie, der minder om Twitter.

Der er ikke yderligere oplysninger om, hvad anklagerne går ud på.



I alt er 26 personer mistænkt for at have brudt love og regler i forbindelse med ulykken.

Nogle af de nye anklager går på, at flere personer skal have forfalsket dokumenter om vurderinger af projekter på virksomheden.



Fabrikken ligger nær byen Yancheng, som ligger i Jiangsu-provinsen.



Eksplosionen var så kraftig, at der på samme tid blev registreret et jordskælv med en beregnet størrelse på 2,2 i den nærliggende by Lianyungang.

Ulykken fik de kinesiske myndighederne til at indlede en kampagne med inspektioner af fabrikker, der anvender farlige kemikalier og af farlige arbejdspladser som eksempelvis miner.

- Myndighedernes inspektioner er rettet mod fattige, kaotiske og små virksomheder, og den skal sikre, at de arbejdspladser, der ikke følger de gældende sikkerhedsregler, bliver lukket, hedder det.

Store ulykker på kinesiske arbejdspladser bliver ofte fulgt op af større kampagner, hvor de ansvarlige for brud på sikkerhedsforskrifterne bliver straffet.

Dødsulykker i den kinesiske industri forekommer jævnligt. I 2015 kostede en eksplosion i en kemisk virksomhed i den nordlige by Tianjin mindst 165 mennesker livet.



/ritzau/AFP

SENESTE UDLAND

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

Mest læste