26. MAR 2019 • 22:30UDLAND

Ulykkesmodel fra Boeing uden passagerer sikkerhedslander i USA

Et Boeing-fly af typen, som der er udstedt flyveforbud mod, måtte tirsdag sikkerhedslande efter motorproblem.

Et Boeing 737 MAX 8-fly måtte tirsdag foretage en sikkerhedslanding i USA, efter at der opstod et motorrelateret problem.

Det oplyser USAs luftfartsmyndighed, FAA.



Flyet er af den type, som inden for det seneste halve år har været involveret i to dødelige ulykker. Senest den 10. marts i Etiopien, hvor 157 personer mistede livet.

Det har fået flere lande og myndigheder til at udstede flyveforbud mod netop Boeing 737 MAX-flyene. Blandt dem er amerikanske FAA, der 13. marts offentliggjorde et forbud.



Flyet, der tirsdag måtte nødlande i USA, var fra Southwest Airlines, og det var på vej fra den internationale lufthavn i Orlando i Florida.

Det havde ingen passagerer om bord.



Flyet skulle transporteres til en lufthavn i Californien, hvor det skulle holdes på jorden. Men der opstod altså problemer undervejs, og flyet vendte sikkert tilbage til lufthavnen i Orlando.

FAA har tilladt luftfartsselskaber at foretage flyvninger med Boeing 737 MAX-fly uden passagerer for at flytte flyene til andre lufthavne.

Problemet, der tirsdag tvang flyet til jorden i Orlando, er ikke nødvendigvis relateret til den type problemer, der er opstået ved tidligere styrt.

Ud over styrtet i Etiopien den 10. marts forulykkede et fly også i oktober.

Her styrtede et fly fra Lion Air ned ved Indonesien. 189 personer døde.

/ritzau/Reuters

15. JUL 2019 • 08:08 FOR ABONNENTER

Samaritter har højsæson

15. JUL 2019 • 06:30 FOR ABONNENTER

Inge og Rudi kan fejre diamantbryllup: Vi er født positive

Mest læste

13. JUL 2019 • 19:49 FOR ABONNENTER

Træneren savner opbakning til Nexøs nye projekt