24. MAR 2019 • 06:12UDLAND

21 mennesker er indlagt efter at have indåndet giftgas i Syrien

Regeringsstyrker i Syrien anklager oprørsstyrker for at have affyret granater med giftgas mod en landsby.

Mindst 21 mennesker fra den regeringskontrollerede syriske by al-Rasif er indlagt på hospitalet efter at have indåndet giftgas.



Det oplyser en talsmand for det lokale hospital til det syriske nyhedsbureau Sana tidligt søndag morgen.



En unavngiven kilde i militæret anklager over for nyhedsbureauet dpa oprørsstyrker for at have affyret fem granater med giftgas mod byen.



I et gengældelsesangreb ødelagde regeringsstyrker flere mål på oprørsstyrkernes territorium.



Regeringsstyrkerne og oprørsgrupperne har flere gange beskyldt hinanden for at stå bag giftgasangreb mod befolkningen i løbet af den otte år lange konflikt i Syrien.



Siden slutningen af december 2012, da borgerkrigen havde raset i næsten et år, har den syriske regering og tilknyttede styrker udført langt over 300 angreb med kemiske våben.



Det fremgår af en undersøgelse fra det Berlin-baserede Global Public Policy Institute (GPPI), der blev offentliggjort i februar.

Den amerikanske avis The Washington Post betegner rapporten som "den til dato mest omfattende" om brugen af kemiske våben i Syrien.



Ifølge rapporten har styret 336 gange anvendt for eksempel giftgas eller såkaldte klorbomber. Tallet omfatter kun angreb, som der er "troværdige beviser" for.

Forskerne har ikke været i stand til at verificere meldinger om 162 andre påståede angreb med kemiske våben.

Næsten alle angreb - 98 procent - tilskrives Assads styrker eller hans allierede. De øvrige står Islamisk Stat - og ikke oprørsgrupper - bag, konkluderer rapporten.



Omkring 1400 voksne og børn blev dræbt, da to forstæder til hovedstaden Damaskus for næsten seks år siden blev angrebet med kemiske våben.



Efter pres fra flere lande indvilgede præsident Bashar al-Assad i at overdrage tonsvis af kemikalier. Over 70 ton blev destrueret. Men angrebene fortsatte.



Ifølge GPPI især med klor, som kan være dødeligt, når det inhaleres.



Genève-konventionen fra 1925, som Syrien har underskrevet, forbyder brug af kemiske og biologiske våben.

/ritzau/

Mest læste