12. JAN 2018 • 15:25UDLAND

Merkel og socialdemokrater nærmer sig ny tysk regering

Gennembrud i forhandlinger mellem Merkels CDU/CSU og Martin Schulz SPD kom efter 24 timers uafbrudte møder.

Den tyske forbundskansler Angela Merkels parti og socialdemokraterne har nået et gennembrud i regeringsforhandlingerne. Det bekræfter de to parter efter maratonforhandlinger.



SPDs leder, Martin Schulz, anbefaler, at der indledes formelle koalitionsforhandlinger med forbundskansler Angela Merkels konservative.

Han siger, at forhandlingerne indtil nu har ført til "strålende resultater", skriver dpa.



Merkel siger, at hun tror på, at der snart kan dannes en ny regering, som vil være god for Europa. Den næste fase af forhandlingerne kan vise sig vanskelige, siger hun.

- Verden venter på os. Vi behøver en ny start for Europa. En ny start for Europa er også en ny start for Tyskland, siger hun.

Men ellers er kommentarerne sparsomme fra de to ledere.

En ny koalitionsregering ventes først på plads til påske, siger Horst Seehofer, der er leder for det bayerske parti CSU, der indgår i forbundsregeringen, ifølge Reuters.

Men ifølge en unavngiven kilde har Merkel sagt, at hun ønsker at få gjort koalitionsaftalen færdig allerede i midten af februar, skriver Reuters.

Af et 28 sider langt papir, som parterne er enige om, hedder det, at EU skal styrkes, og at samarbejdet inden for eurozonen skal intensiveres. Der skal sættes et loft over, hvor mange migranter, der kan komme til Tyskland. Mellem 180.000 og 220.000 om året.

De to parter vil også holde skatterne i ro. Her har SPD givet køb på sit forslag om højere topskat. Samtidig er de enige om den fremtidige finansiering af de tyske sygekasser.



EUs kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, kalder enigheden i Tyskland "betydningsfuld" og "positiv" for Europa. Den franske regering siger, at det er positivt for Frankrig.



Alt peger derfor lige nu mod, at de to parter viderefører den store koalition, der har regeret landet de sidste fire år.

Gennembruddet kom fredag morgen efter mere end 24 timers uafbrudte forhandlinger. Nu skal resultaterne udmøntes i konkret politik og forelægges SPDs og CDU/CSUs politiske forsamlinger.



Schulz har lovet de menige socialdemokratiske medlemmer, at de skal stemme om, hvorvidt de støtter, at koalitionen med Merkels kristelige partier fortsætter.

Det skal ske på et ekstraordinært landsmøde 21. januar.

Allerede fredag eftermiddag har et stort flertal i SPDs hovedbestyrelse dog godkendt skitsen til et kommende regeringssamarbejde.

Kun seks af de flere end 40 medlemmer stemte imod, erfarer det tyske nyhedsbureau dpa.

Det er usædvanligt længe, at Tyskland har måttet vente på en ny regering.

Ved valget 24. september fik SPD sit ringeste resultat siden Anden Verdenskrig. Det fik Schulz til at erklære, at SPD ville gå i opposition.

Partiet ændrede holdning, da det stod klart, at en fortsat stor koalition var eneste mulighed for at danne en regering.

/ritzau/

Mest læste