13. NOV 2017 • 18:09UDLAND

Boris Johnson undskylder til fængslet kvinde i Iran

Selvfølgelig undskylder jeg for bekymring, som er udløst af mine udtalelser, siger britisk udenrigsminister.

Den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, undskyldte mandag for at have skabt bekymring og usikkerhed med bemærkninger om en kvindelig britisk-fransk nødhjælpsarbejder, som sidder fængslet i Iran.

Den fængslede kvinde, Nazanin Zaghari-Ratcliffe er projektleder i nødhjælpsorganisationen Thomson Reuters Foundation, og hun er blevet idømt fem års fængsel ved en iransk domstol.

Hun var anklaget for undergravende virksomhed vendt mod præstestyret i Iran.

Hun afviser de anklager, der er rejst mod hende.



Boris Johnson sagde 1. november, at kvinden havde undervist i journalistik, inden hun blev anholdt i april 2016.

Dermed gik den britiske udenrigsminister imod både kvindens egen og hendes arbejdsgivers forklaringer om, at hun var i Iran på ferie for at besøge sin familie.

Med udtalelsen gav Johnson ifølge kritikere de iranske domstole oplysninger, som ville kunne medføre en langt strengere fængselsstraf til den britisk-franske kvinde.

- Selvfølgelig undskylder jeg for de bekymringer, som er blevet forvoldt af, at jeg gav udtryk for, at jeg troede, at kvinden var der i professionelt øjemed. Hun var der på ferie, siger Johnson. Han har skullet svare på spørgsmål om sagen i mange dage.

Han advarer Iran om, at det vil skade relationerne mellem Storbritannien og det iranske styrke, hvis kvinden holdes fængslet.



Flere har krævet, at Johnson træder tilbage som udenrigsminister på grund af sagen.

Det kom mandag frem, at premierminister Theresa Mays regering overvejer at give kvinden diplomatisk beskyttelse som led i bestræbelser på at få hende frigivet.

Kvindens mand, Richard Ratcliffe, siger, at Iran bruger kvinden til at lægge forhandlingspres på briterne. Han appellerer indtrængende til Boris Johnson om at få frigivet sin kone.

/ritzau/Reuters

Mest læste