20. OKT 2017 • 13:07UDLAND

May forbereder sig på alle eventualiteter for brexit

Det ville ifølge britisk premierminister være uansvarligt ikke at forberede sig på brexit uden aftale med EU.

Den britiske premierminister, Theresa May, siger på et pressemøde i Bruxelles, at hendes regering forbereder sig på alle mulige udfald af brexitforhandlingerne med EU.

- Vi arbejder for at få en god aftale, og vi ser optimistisk på muligheden for at få det. Men det ville være uansvarligt af os ikke at se på de nødvendige ændringer i tilfælde af, at det ikke lykkes at få en aftale, siger May.



Forhandlingerne mellem den britiske regering og EU fokuserer lige nu på tre områder: det økonomiske mellemværende, forholdene for EU-borgere i Storbritannien og briter i det øvrige EU samt fremtiden ved grænsen mellem EU-landet Irland og britiske Nordirland.

May mener, at en aftale om borgernes rettigheder er "inden for rækkevidde" i løbet af nogle uger. Men hun erkender, at der stadig er "et stykke vej" i forhandlingerne.



Meget fokus er nu på den regning, briterne skal betale i forbindelse med, at de vikler sig ud af deres forpligtelser efter foreløbig 44 år i EU-samarbejdet.

May antydede i en tale for en måned siden, at skilsmisseregningen kan ligge i omegnen af 20 milliarder euro (150 milliarder kroner). Flere andre - deriblandt formanden for EU-Parlamentet, Antonio Tajani, mener, det er alt for lavt sat.

Men premierministeren vil lige nu ikke hænges op på et beløb.



- Vi går igennem vores forpligtelser linje for linje. De britiske skatteydere ville ikke vente sig andet af deres regering, siger May.



Premierministeren gjorde status over forhandlingerne over en topmødemiddag torsdag aften sammen med sine EU-kolleger.

Diplomatiske kilder siger, at der ikke kom noget grundlæggende nyt frem.

Men efter en sommer med meget langsomt fremskridt i forhandlingerne, henviser både May og øvrige stats- og regeringschefer til hendes tale for en måned siden i Firenze som lidt af et vendepunkt.

Fredag formiddag har lederne fra de 27 øvrige EU-lande kortvarigt drøftet brexitprocessen uden deres britiske kollega.



Her er de enedes om at indlede deres interne forberedelser til at udvide forhandlingerne til også at handle om en overgangsordning og frihandel efter briternes exit.



Planen er, at det kan ske på næste topmøde i december, hvis ellers EUs chefforhandler, Michel Barnier, og EU-lederne til den tid vurderer, at de igangværende forhandlinger er kommet langt nok.



/ritzau/

Mest læste