11. AUG 2017 • 02:39UDLAND

CNN fyrer Trump-tilhænger for nazihilsen til kritisk gruppe

Den amerikanske tv-station kalder en nu fyret konservativ kommentators nazi-tweet for "uforsvarligt".

Den amerikanske tv-station CNN har torsdag afbrudt samarbejdet med den konservative kommentator Jeffrey Lord.



Det sker som direkte reaktion på en nazihilsen, som Lord sendte på Twitter til en progressiv overvågningsgruppe tidligere på dagen.



En talsmand for CNN bekræfter, at Lord ikke længere har nogen tilknytning til mediet. Han tilføjer, at "nazihilsner ikke kan forsvares".



Meldingen kommer, få timer efter at Jeffrey Lord tweetede nazisternes slogan "Sieg Heil" til formanden for organisationen Media Matters for America.



Media Matters for America har en erklæret mission om at "overvåge, analysere og rette konservativ misinformation i de amerikanske medier", fremgår det af gruppens hjemmeside.



Lord har været en utrættelig støtte af Donald Trump, siden han blev tilknyttet CNN som politisk kommentator i 2015.



Han har gennem længere tid ligget i åben ordkrig med formanden for Media Matters for America, Angelo Carusone. Det skyldes blandt andet, at gruppen har kritiseret CNNs ansættelse af Lord.



Efter en ophedet diskussion mellem de to på Twitter tidligere på ugen postede Lord en artikel fra det konservative magasin The American Spectator torsdag morgen.



Han supplerede linket ved at kalde gruppen "Media Matters Fascists" og kaldte gruppen "fanatikere mod ytringsfrihed".



Udvekslingen fortsatte således i løbet af torsdagen, og på et tidspunkt svarede Jeffrey Lord Angelo Carusone med ordene "Sieg Heil".



I et efterfølgende tweet understregede Lord, at han forsøgte at gøre grin med nazister og fascister med sit tweet.



Lord blev dernæst mødt af en storm på de sociale medier, hvor adskillige brugere krævede, at han skulle slette sit tweet.



- Hvorfor skulle jeg slette noget, der gør grin med fascisterne på Media Matters Fascists, lød svaret fra den stædige kommentator.



Jeffrey Lord er tilsyneladende heller ikke synderligt påvirket af CNNs beslutning om at afbryde samarbejdet.



- LOL (laughing out loud (griner højlydt), red.), lød den trodsige reaktion fra Lord på Twitter.



/ritzau/AP

13. AUG 2017 • 13:06

Store Oprydningdag

Efter Store Legedag fredag og lørdag, blev det søndag store oprydningsdag i

13. AUG 2017 • 09:55

1.100 cyklister på vej øen rundt

Så er starten gået på årets Bornholms Rundt på cykel.

12. AUG 2017 • 16:34

Legedag på niveau med sidste år

Det overskyede vejr og et par regnbyger kunne ikke holde gæsterne væk fra S

12. AUG 2017 • 11:23

Vinden driller kajakroere

Bornholm Rundt i havkajak fik en strålende start med to gode dage med ...

12. AUG 2017 • 08:08

Flere end 1.000 cykler Bornholm Rundt

Tilmeldingen til søndagens Bornholm Rundt på cykel har rundet de magis...

Mest læste