19. MAJ 2017 • 11:53UDLAND

Trump får et pusterum - tager på lang udlandsrejse

USAs præsident indleder ugelang rundrejse til Saudi-Arabien, Israel og Europa, mens kritikken vokser hjemme.

USAs omstridte præsident, Donald Trump, kan få sig et pusterum fra den hjemlige politiske slagmark, når han fredag aften dansk tid tager på sin første udlandsrejse som leder.

Det Hvide Hus er i al fald opsat på, at det for en tid vil skifte fokus til USAs udenrigspolitik.

Trumps første rejsemål er Saudi-Arabien, og han vil i den kommende uge besøge Israel, Belgien og Italien.

Rejsen er blevet portrætteret af Det Hvide Hus som en mulighed for at besøge de mest hellige steder for tre af verdens store religioner.



Men ikke mindst vil det give Trump chancen for på udebane at stå over for en række ledere fra den arabiske verden og Europa.

Det er bestemt en amerikansk præsident under pres, der forlader Washington og USA fredag.

Det har skabt stort røre, at han har fyret FBI-chefen Jim Comey, som var ved at undersøge, om der var en forbindelse mellem Trump-kampagnen og Rusland under valget sidste år. Siden skrev New York Times, at Trump havde forsøgt at presse Comey til at droppe efterforskningen af general Michael Flynn, den fyrede nationale sikkerhedsrådgiver.

Den seneste trussel mod Trump kom onsdag, da det amerikanske justitsministerium udpegede en særlig undersøgelsesdommer til at efterforske den russiske forbindelse.

Om en rejse langt væk kan få den amerikanske offentlighed til at glemme er tvivlsomt. Men det er, hvad Det Hvide Hus håber på.

- Vi ser frem til at få hele denne situation bag os, sagde Trump på et pressemøde torsdag.

Det er hans første udlandsbesøg, siden han blev indsat som præsident i januar.

Der venter ham formentlig en varm velkomst i Saudi-Arabien og Israel. Men europæerne vil være mere afventede, når Trump kommer til Nato-topmøde i Bruxelles og et G7-topmøde i Sicilien.



De er usikre på, om han vil fastholde USAs tilslutning til en atomaftale med Iran. De føler sig ikke sikre på, at han vil være loyal inden for Nato. Og de ser ham som helt galt afmarcheret med sin kritik af klimaaftalen fra Paris.

Præsidenten skal i Italien mødes med pave Frans.



/ritzau/

Mest læste