20. MAJ 2019 • 11:28SPORT

Vendsyssel fyrer cheftræner midt i overlevelseskamp

Jens Berthel Askou er fortid i Vendsyssel FF. Superligaklubben præsenterer en afløser senere mandag.

Fodboldklubben Vendsyssel FF har fyret cheftræner Jens Berthel Askou med øjeblikkelig virkning.

Det oplyser superligaklubben i en pressemeddelelse.

Assistenttræner Mike Tullberg er også blevet afskediget.

Vendsyssel, der skal ud i to playoffkampe mod et hold fra 1. division i forsøget på at blive i landets bedste fodboldrække, vil præsentere Jens Berthel Askous afløser senere mandag.

Den nu forhenværende cheftræner er skuffet over ikke at få mulighed for at stå i spidsen for holdet i kampen om overlevelse i Superligaen.



- Jeg er selvfølgelig rigtig ærgerlig over, at Mike og jeg ikke får æren for det, vi har arbejdet for, lige siden vi startede - at sikre en ny sæson i Superligaen. For det er jeg sikker på, at spillerne nok skal klare, siger Jens Berthel Askou til bold.dk.



Sportsdirektør Ole Nielsen takker den afskedigede duo for arbejdet i klubben, men ser ingen anden udvej end at stoppe samarbejdet.

Han henviser flere gange til, at de seneste 15 superligakampe blot har kastet én sejr af sig.

- Vi synes, at vi er nødt til at få nye øjne på og få ny energi ind omkring holdet, efter at vi kun har vundet en fodboldkamp ud af de seneste 15 her i foråret. Det er bevæggrundene.



- Vi har i et stykke tid håbet på, at vi kunne vende tingene sammen, men det er vi desværre ikke lykkedes med, siger Ole Nielsen til Ritzau.



Senest blev det over to playoffkampe til et samlet nederlag på 1-2 til AC Horsens, hvilket altså har sendt Vendsyssel ud i to nye playoffkampe om overlevelse i Superligaen.

Her skal holdet møde nummer tre fra 1. division, og taberen skal spille i den næstbedste række i næste sæson.



Spørgsmål: Er det ikke et risikabelt tidspunkt at fyre træneren på?

- Jeg ved ikke, om der er nogle tidspunkter, der er bedre end andre. Skal vi overleve, skal vi komme bedst ud af de næste to kampe. Og skal vi have troen på det, skal der friske øjne på tingene, siger Ole Nielsen.



Det er endnu uvist, hvem der bliver nummer tre i 1. division. Inden sidste spillerunde indtager Fremad Amager tabellens tredjeplads, men Lyngby og Næstved kan også nå den, hvis resultaterne flasker sig for de to hold.



Jens Berthel Askou blev cheftræner i den nordjyske klub i maj 2018, da han tog over efter Erik Rasmussen. Inden da var Askou assistenttræner.



/ritzau/

26. JUN 2019 • 18:13

Kirken bliver malet

Mest læste

26. JUN 2019 • 12:11SPORT

Magnus Cort klar til Tour de France

26. JUN 2019 • 07:06SPORT

Sikker vinder i montémesterskabet

25. JUN 2019 • 19:42 FOR ABONNENTER

Uden Aarsballe var Chris aldrig blevet den største