17. MAJ 2019 • 21:44SPORT

FC Midtjylland-profil får prisen som årets pokalfighter

Gustav Wikheim løb både med pokaltitlen og prisen som kampens fighter efter triumfen mod Brøndby.

FC Midtjyllands Gustav Wikheim havde masser af grunde til at juble fredag aften.

Først vandt han pokalfinalen med sit hold over Brøndby efter en afgørelse i straffesparkskonkurrence, og efterfølgende blev han kåret som årets pokalfighter.

- Jeg synes, at jeg spillede en god kamp. Det synes jeg, at vi alle gjorde. Vi kæmpede, og vi holdt koncentrationen, og vi vandt fuldt fortjent. Det er en helt fantastisk følelse.



- Det var et højt tempo, meget frem og tilbage og chancer til begge hold, men jeg synes, at vi havde de fleste chancer og spillede en god kamp, siger Wikheim.



Det var de fremmødte sportsjournalister, der stemte Midtjyllands nordmand ind på førstepladsen.

FC Midtjylland slog Brøndby 4-3 i straffedramaet, efter af den regulære spilletid og forlængelsen var endt 1-1.



26-årige Wikheim kom ikke selv på tavlen, men bidrog undervejs med flere gode aktioner og havde også et skud på overliggeren.

- Havde vi tabt, så havde jeg ligget og tænkt på det i nat, men nu kan vi bare fejre det i stedet, siger han.

Sidste år gik prisen til Silkeborgs Simon Jakobsen, selv om holdet ved den lejlighed tabte 1-3 til Brøndby.



/ritzau/

Mest læste