6. NOV 2018 • 10:24SPORT

Karantæneramt træner fanget på tv: Vejle afviser anklage

Det var ikke Vejles sejr på 3-1 over Horsens, som fyldte mest efter kampen. Det gjorde derimod Vejles træner.

Vejle fik mandag aften en hårdt tiltrængt sejr, da holdet hjemme slog de østjyske rivaler fra AC Horsens med 3-1 i Superligaen.

På trods af sejrens vigtighed var det noget helt andet, som fyldte efter kampen.



Vejles cheftræner, Adolfo Sormani, som var i karantæne til opgøret, blev via tv-billeder fra TV3 Sport mistænkt for at bryde reglerne om at kommunikere med bænken.

På tv-billeder så man Adolfo Sormani kommunikere ivrigt under kampen fra sin plads i skyboksen på tribunen.



Tv-billeder viste også, at målmandstræner Marco Ferrari fik informationer i en øresnegl.

Det skal dog understreges, at der indtil videre er tale om spekulationer, som Vejles trænerteam afviser.



- Vi afviser alle anklager om, at Adolfo Sormani skulle have haft kontakt til bænken. Der er tale om et scoutingsystem, siger Vejles assistenttræner Morten Bisgaard.

I reglementet om en karantæneramt træner står der følgende:

- Pågældende må på karantænedagen fra en time før kickoff, og indtil slutsignalet har lydt, ikke befinde sig tættere på holdet end på det pågældende stadions tilskuerpladser.

- Vedkommende må således i det pågældende tidsrum hverken være til stede på spillepladsen, i omklædningsrummet eller andre steder, hvor direkte eller indirekte kontakt med holdet eller enkelte spillere kan opnås.

Hvis Adolfo Sormani har kommunikeret med sin trænerbænk under kampen, så har Vejle brudt reglerne.

Hverken Vejle-direktør Henrik Tønder eller teknisk chef Jakob Krüger ville stille op til interview vedrørende episoden.

Det vides endnu ikke, om Fodboldens Disciplinærinstans har tænkt sig at tage sagen op.

/ritzau/

Mest læste

17. NOV 2018 • 09:33 FOR ABONNENTER

Tiden modarbejder et nyt FC Bornholm

16. NOV 2018 • 18:55 FOR ABONNENTER

Spændende avlshingst flytter til Bornholm

15. NOV 2018 • 16:45 FOR ABONNENTER

Toft tror på titlen